Samtaler i mørket

Vi mødte hinanden til en fest. Min veninde og jeg sad henne i et hjørne, og pludselig så jeg ham, han stod ovre i døren, med sit søde skæve smil, jeg husker det som var det i går. Han gik sammen med nogle venner, jeg sad og tænkte for mig selv, hvor ville jeg dog ønske at han kom over og satte sig ved os. Han kom gående hen mod mig, og ganske rigtigt han satte sig ned lige ved siden af mig. Først turde jeg ikke rigtigt og sige noget til ham, for jeg var nemlig meget genert. Så gik der et stykke tid, og jeg sagde forsigtigt ”hej,” han vendte sig om mod mig og kiggede på mig og sagde så med en stille og genert stemme ”øh hej.” Jeg kunne mærke at jeg blev helt rød i hovedet. Da han så det smilede han til mig og spurgte hvad jeg hed og hvor jeg boede henne. Jeg sagde at jeg hed Anna, han sagde at det var et pænt navn, og jeg kunne mærke at jeg blev rød i hovedet igen. Jeg hader når jeg bliver rød i hovedet det er så pinligt. Så spurgte jeg han hvad han hed, han svarede og sagde at han hed Daniel. Sødt navn tænkte jeg. Men så sagde vi ikke mere til hinanden, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham. Så gik der et stykke tid hvor vi ikke sagde noget overhovedet, vi sad bare og kiggede på hinanden. Lige pludselig spurgte han om jeg ville danse med ham, det ville jeg da gerne, for han var bare så sød. Vi gik ud på dansegulvet, vi begyndte og danse, han gik tættere og tættere på mig, nu var vores hoveder helt tæt på hinanden, hans læber rørte mine læber og så kyssede han mig, hans læber var så dejlig bløde, da vi stod der håbede jeg bare på at det aldrig ville stoppe. Så var der pludselig en der kaldte på Daniel, det var en af hans venner, Daniel råbte tilbage at han kom lige om lidt. Han sagde til mig at han blev nød til at gå nu, men han kom igen. Da han var gået blev jeg helt ked af det, for han var bare så sød og jeg ville så gerne lære han bedre at kende. Jeg satte mig ned igen og der gik lang tid, jeg kunne ikke forstå hvorfor han ikke snart kom. Jeg blev lidt irriteret, på at han ikke kom, for det havde han jo lovet. Jeg gik udenfor for at få noget frisk luft, for det var så varmt indenfor, og det lugtede sådan af røg. Det var helt mørkt udenfor der var ingen, de var alle sammen indenfor, jeg kunne heller ikke se Daniel. Jeg tænkte at det kunne være at han var lidt længere ned af vejen, så jeg begyndte at gå, det var meget uhyggeligt og det var bidende koldt, men jeg ville bare finde ham. Jeg blev ved med at gå, men jeg kunne stadig ikke se ham. Så gik jeg ind af en smal sti, det kunne jo godt være at han var derinde. Jeg gik i lang tid, der var ingen mennesker, jeg kunne hører lyde, det var som om at der var nogen der fulgte efter mig, men når jeg kiggede mig tilbage kunne jeg ikke se nogen. Jeg kunne slet ikke se noget for det var så mørkt og der var ingen gadelygter. Det eneste jeg kunne skimte i mørket var træer. Jeg havde slet ikke tænkt over at jeg også skulle kunne finde hjem igen, jeg vente om for nu gad jeg ikke og blive ved med at lede efter ham mere. Jeg begyndte at gå, men det var blevet så mørkt at jeg ikke kunne se hvor jeg gik henne. Jeg blev ved med at gå, men vidste ikke hvor jeg gik hen. Jeg kunne stadig hører de uhyggelige lyde, nu kunne jeg hører at der kom nogen løbende imod mig, men jeg kunne ikke se nogen jeg var skrækslagene, det kom tættere og tættere på, det føltes som om der var en varm ånde der pustede mig i nakken, jeg begyndte at løbe for jeg skulle bare væk fra det, jeg løb hurtigere og hurtigere, men skikkelsen blev ved med at følge efter mig, nu trillede tårerne ned af kinderne på mig, jeg var så bange at jeg ikke turde og vende mig om, jeg løb bare i en uendelighed, mine ben ville bare ikke standse igen.