Henrik Pontoppidan skrev Ørneflugt som et modspil til H.C. Andersens eventyr Den grimme ælling. H.C. Andersen skrev hans eventyr i Romantikken, hvor eventyrene altid endte godt og lykkeligt. Det skete jo også i hans eventyr, da den grimme ælling i sidste ende blev til en smuk svane. Ørneflugt blev skrevet i Det moderne gennembrud, hvor man begyndte, at blive mere realistiske. Det hele var slet ikke så lykkeligt og smukt, som folk ville have, det skulle være. I begge eventyrer er karaktererne dyr, som er henholdsvis en ørn og en ”ælling”. De opvokser begge i de ”forkerte” miljøer. Ørnen, der hed Klavs, levede sin barndom på en præstegård med ænder og høns, mens ”ællingen” opvoksede med ænder.
På præstegården føler Klavs sig tilpas, dog synes han, at han gerne vil ud i verden og opleve nogle ting. Derfor valgte han, at tage en flyvetur. Da han kom væk fra præstegården, blev han urolig og bange: ”Han tænker paa sin lune Plads paa Plankeværket og paa den hyggelige Andegaard..”. Han vælger derfor at flyve tilbage, fordi han ikke er en rigtig ørn, da han er opvokset sammen med høns og ænder.
”Ællingen” føler sig ikke accepteret blandt ænderne, men fordi Den grimme ælling er skrevet i Guldalderen, ender den selvfølgelig med, at blive en smuk svane, som den var blevet født til. Henrik Pontoppidan mente, at miljøet var altafgørende for hvad, man blev til, og hvordan ens personlighed var. Klavs var blevet født til at være en ørn, men fordi at han er opvokset sammen med ænder og høns, er han ikke så modig og stærk, som ørne er. Man kan se det på denne sætning: ”For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden”. H.C. Andersen mente at det var arv, som betød hvad man blev, som man kan se med denne sætning: ”Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg”. På de to sætninger kan man også se, hvilken tid de er skrevet i.
Det er gratis at oprette en konto