Dagbogsuddrag: Mads Gøtjes tanker om usikkerhed

Det var en stille og solrig morgen. Jeg sad på en bænk og kiggede ud over stranden. Det var en meget smuk morgen. Sådan en som mig hørte bare ikke til der.. Jeg ødelagde alt det smukke. Intet kunne være smukt, når jeg var i nærheden. At der ikke var nogen der ville have mig, forstod jeg godt. Hvorfor skulle der være nogen der ville have mig? Jeg er som.. som en grå, kedelig mus, ved siden af alverdens smukkeste, mest farverige sommerfugle. Hvem skulle dog ville have én som mig? Ingen! Jeg forstår dem godt. Men alligevel var der noget over den måde han snakkede til mig på, der i et lille øjeblik fik mig til, at føle mig mere værd. Han blev ved med at stirre på mig, som en blind, der for første gang så lys. Mit blik flakkede fra hans mund, op til hans øjne. Jeg kunne ikke fjerne blikket fra hans øjne. Jeg følte at jeg smeltede. Der var bare noget over den måde han kiggede på mig. Han virkede bare for venlig, men jeg var dum nok til, at tro på, at han kunne lide mig. Dum.. Jeg havde taget fejl omkring sådan noget før, men alligevel var der noget der fik mig til at tro på det. Hvis bare jeg havde været som andre.. Vi faldt i snak, og vi fandt ud af, at vi har en del fælles venner, og nogle bekendte. Så måtte han have hørt om mig før. De havde helt sikkert fortalt ham om mig.. Lavede han bare sjov? Eller var han lige glad med hvad de havde sagt? Det kunne ikke passe.. Han måtte lave sjov med mig. Det havde lykkedes for ham.. Jeg var røget i med begge ben. Jeg forsøgte at være mere reserveret. Det gjorde jeg virkelig. Men jeg endte alligevel med at åbne lidt op for ham. Vi snakkede om hvor vi boede. Jeg fortalte at jeg boede i en villa ikke så langt der fra og, at jeg kun havde boet der et par måneder. Jeg var alligevel blevet ret sikker på, at han ikke havde hørt om mig før. Så havde han vist det nu. Men da han begyndte, at spørge ind til hvorfor han aldrig, havde set mig før, og heller ikke til ballet, var jeg sikker på, at han alligevel lavede sjov. Jeg fortalte, at jeg ikke brød mig om, at danse og, at jeg mest blev derhjemme. Jeg forsøgte at lyde kold, men jeg var paranoid. Jeg ville så gerne kunne tro på det. Der måtte da være en der kunne leve med mig, som jeg var. Eller var der? Det håbede jeg i hvert fald. Han spurgte, om jeg ville med et andet sted hen. Et sted, der skulle have en rigtig god udsigt, bedre end her. Jeg skulle til at svare ja, men så kom jeg i tanke, om det jeg så lykkeligt havde glemt. Hvordan kunne jeg afslå på en venlig måde? Han havde kigget forundret på mig. Det måtte være gået op for ham, at jeg ikke ville med ham, for han skiftede lynhurtigt emne. Vi snakkede om alt muligt. Jeg kom til at smile, og jeg er sikker på han lå mærke til det, for han begyndte nærmest at stråle. Jeg begyndte at kunne lide ham, hvilket ikke var særlig klogt. Jeg vidste godt det var forkert, men hvordan kunne jeg lade være? Han virkede bare så sød, men alt for god til at være sand. Så begyndte det hele, at gå galt. Min mor kaldte på mig, fra vores villa. Jeg for sammen ved lyden. Hun lød meget oprevet. Jeg vidste godt hvorfor. Hun havde tit advaret mig, men alligevel var jeg endt ud med, at blive såret. Normalt ville jeg skynde mig hen til hende, men hvordan skulle jeg komme hen til hende uden, at afsløre den..? Hun kaldte igen. Han spurgte hvem der kaldte, men jeg var for nervøs til at svare. Han misforstod det, det er jeg sikker på. Jeg kunne mærke blodet forlade mine kinder. Jeg rørte mig ikke. Jeg bed mig i læben, og kiggede ned på mine hænder for, at han ikke skulle se mit ansigt. Jeg kunne mærke at han kiggede forbavset på mig. Han spurgte mig om noget, men jeg kunne ikke svare. Da jeg stadig, efter noget tid, ikke svarede, rejste han sig op. Jeg kiggede nervøst op på ham. Han spurgte mig om det var ham, der havde gjort noget galt, og om han, som undskyldning måtte følge mig ned ad trappen, og ind til min mor. Jeg begyndte, at panikke lidt. Hvordan skulle jeg nu slippe ud af det? Jeg blev nød til at afvise ham. Men hvordan kunne jeg afvise ham, på en høflig måde? Jeg svarede bestemt nej. Jeg forsøgte at lyde så afvisende, som muligt for, at få ham til, at gå sin vej. Jeg kunne se han blev skuffet. Han syntes jeg var uretfærdig. Han forstod ingenting. Jeg kunne ikke holde gråden tilbage længere. Jeg vendte mig væk fra ham, og skjulte ansigtet i hænderne, og brød ud i gråd. Jeg ønskede, at han ville trøste mig, måske endda holde om mig, men i stedet rejste han sig, og gik sin vej. Jeg rejste mig, og gik så hurtigt jeg nu kunne, ind til min mor. Jeg havde jo prøvet det mange gange før, men hvorfor var det så, så anderledes denne gang? Det havde bare føltes så rigtigt