Lige om lidt ville der komme en politibetjent for at afhøre ham. Han troede, at han kunne slippe, at han var for ung til at blive udsat for en afhøring. Han skulle bare være stukket af med Victor og Nanna. Tanken om dem gav ham kvalme. Hvor var de taget hen? Bare de ikke blev fundet, så ville det hele være nytteløst.
En mand kom ind i lokalet, hilste, og satte sig ned. Mathias bemærkede, at han ikke havde uniform på som den anden politimand, men derimod et lille emblem med politiets mærke på sin skjorte.
”Jeg hedder Jens, og jeg er her for at afhøre dig,” sagde han med en venlig stemme.
Tavshed. Hvad forventede han, at Mathias skulle svare på det? Mathias holdt munden lukket, for han vidste, at lige meget hvad han svarede, ville det lyde flabet.
”Mathias, du er mistænkt for at vide noget om mordet på din stedfar og dine søskendes forsvunden. Du skal vide, at ingen her vil dig ondt, vi vil bare gerne komme til bunds i denne sag.”
Mathias sagde stadig intet.
”Hør her,” fortsatte Jens, ”hvis du har fået trusler af nogen slags, skal du vide, at vi passer på dig. Der sker intet ved, at du fortæller os, hvad du ved.”
Det er gratis at oprette en konto