Litteraturen har gennem tiden haft mange forskellige politiske holdninger og budskaber. Både i form af store digte som hyldede kongemagten, men også i form af provokerende noveller som udfordrede og brød med samfundets normer. I dette oplæg vil jeg se på hvordan henholdsvis Pablo Henrik Llambías og Simon Fruelund, bruger deres tekster som et indlæg i udlændingedebatten.
Den første tekst som jeg vil analysere, er Pablo Henrik Llambías novelle ”Rollespil” fra 2007. Novellen handler om tre venner, Marianne, Lars og en instruktør uden navn, som er i gang med at lave en film til en konkurrence. Filmen skal handle om en dansker og en flygtning, som skændes om hvorvidt flygtningen skal rejse ud af landet eller ej. I novellen gennemgår vennerne tre faser. I den første fase ved de ikke hvordan de får gang i skænderiet, i den anden lykkes det dem at skændes og i den tredje føler vennerne et stort ubehag ved det skænderi som de lige har haft.
Novellen er fortalt udelukkende gennem replikker. Det betyder, at der er replikindividualisme, da man kan genkende personerne på deres replikker, uden at der bliver tilføjet ”sagde Lars”. Replikkerne medfører naturligvis, at novellen foregår i et talesprog – med lydord, ufuldstændige sætninger og en udbredt parataktisk sætningsopbygning. Det gør teksten meget tempofyldt, og man får en fornemmelse af at overhøre en samtale.
Det er gratis at oprette en konto