Samtaler i mørket

Mørket. Mørket er både en god ting, en dårlig ting, en ond ting, en dejlig ting. Det kan være mange ting. Man kan opfatte mørket på så mange forskellige måder. Mørket kan blive set fra så mange forskellige synsvinkler. Så mange forskellige øjne. Mørket er bare over alt. Selv i lyset er der mørke. Mørke behøver ikke at være lige præcis synes af mørke, synes af sort, synet af intet. Mørket kan også være en ting som vi opfatter, en ting som andre ikke kan se. Mørke findes i mennesker, ikke i alle mennesker. Men de kan se mørke ud fra bestemte øjne. Jeg ved ikke om det er deres sjæl, eller hvad det er der gør de ser mørke ud. Jeg finder mørke i mange mennesker. Mørket kommer sandsynligvis ikke bare ved at personen er ond. Det kan være deres historie, deres rifter, deres ar på sjælen eller deres skår fra hjertet. Det kan være mange ting.

Jeg kan se min bedste ven for mig. Jeg kan se ham i mange forskellige situationer. Mange forskellige miljøer. Han står i et mørkt rum. Hans hoved hænger ned af. Det er ikke et rum, det er bare mørket. Han står i mørket. Men omkring ham er der lys. Lyset beskytter ham. Men beskytter ham fra hvad? Fra mørket? Fra mig? Jeg kan se en tåre trille ned af hans kind. Han står med et billede i hånden. Han holder så hårdt om det, at de ser ud til at hans hænder er ved at få krampe. Endnu en tåre triller lige så stille og yndigt ned af hans kind. Hans hår er pjusket, og han ser afslappet ud. Han ved ikke jeg er her. Jeg er der slet ikke. Det er bare, ham. Han kan folde sig ud her. Her i mørket. Han hvisker en historie til sig selv. Han hvisker den stille, og langsomt. Han tager sig god tid. Han har intet han skal nå. Her er ingen tid, her er intet sted. Her er bare ham. Han er et sted hvor han er lykkelig. Men hvorfor græder han så? Mørket omkring ham er ikke bare mørke. Det er hans mørke. Det er uendeligt. Der er ingen ende på det, der er ingen væg der siger stop. Men han står i lystet. Omkring ham er der lys. Selv om der er så meget mørke er her dette lille lys som holder ham i live. Det er hans tro. Det er hans fakkel, det er hans hjertebanken. Men vigtigst af alt… Det er hans håb. Håbet om et bedre sted, et sted væk fra alt. Et sted væk fra ham selv. Et sted væk fra alle de mennesker der har svigtet ham, dem som har såret ham, dem som han engang for længe siden holdte af. Det er håb. Han hvisker stadig, han er stadig i gang med sin historie, sine tanker. Tårerne triller nu jævnligt. De falder ned og kærtegner stille og blidt billedet han står med i hånden. Han taler om billedet. Han taler om pigen der står med armen om ham, i billedet. Han er selv i billedet, han står ved siden af pigen. Men han kigger ikke på kameraret som pigen gør. Nej han kigger på hende. Det er ikke poseret. Ingen har fortalt ham at gøre det, han gør det fordi det er det hans hjerte siger. Det blik han har på billedet. De øjne. De er forsvundet for længst, de eksisterer ikke mere, de kan ikke bare findes fra. Livet er taget ud af disse øjne. Kærligheden er suget ud. Suget langsomt og smertefuldt ud. Lyset omkring ham bliver svagere. Han kigger ikke op, han holder stadig om billedet. Han vil ikke slippe, han vil ikke lade det gå. Han holder fast. Han er begyndt at tale en smule højere. Han anstrenger sig, for at holde fast. Han kan hører stemmer som svæver rundt om hans hoved, men de vover sig ikke ind i lyset, de forbliver i mørket. Han er også begyndt at tale hurtigere. Der kommer et lille lys lang væk i horisonten. Det er meget lille, man kan se det kæmper, kæmper i mod mørket. Kæmper sig igennem mørket. Men klarer det sig? Kan det? Kan det lyset nogen sinde overvinde mørket? Mørket er uovervindeligt. Uanset hvad, vil mørket altid vende tilbage. Lyset vil altid forsvinde på et tidspunkt.