Hash udvindes af planten Cannabis Sativa, populært kaldet hampeplanten. Det mest almindelige er at ryge hash, men man kan også putte det i kager eller drike det. Det foregår ved at stoffet varmes op og blandes med ristet tobak, hvorefter det rulles til en hashcigaret eller ryges i en hashpibe.
Hash fremstilles ved, at harpiks fra hampeplanten blandes med de tørrede topskud og presses sammen til hårde plader. Pot eller marihuana er derimod alene de tørrede topskud fra planten, som smuldres eller hakkes fint. Skunk er planteforædlet hamp med et højt indhold af THC. Normalt betragtes pot som den mildeste form og skunk som den kraftigste, men indholdet af THC kan variere meget, så man kan aldrig være helt sikker på styrken.
Det aktive indholdsstof THC (Tetra Hydro Cannabinol) fremkalder en rus ved indtagelse af hash. THC opløser sig i kroppens fedtvæv og leveren, hvorfra det udskilles i kroppen. Det binder sig især til fedtvævet i hjerte, lunger, milt, testikler eller moderkage. Hash virker sløvende og kan i store doser fremkalde hallucinationer.
At være påvirket af hash kaldes oftest at være ”skæv”. De synlige tegn på rusen er røde øjne, tørhed i munden, øget puls, hjertebanken, snøvlende tale og sløvhed i bevægelserne. Stoffet ændrer stemning, sanser og humør. Følelser forstærkes – man griner måske lettere og mere af noget sjovt eller tager ting mere alvorligt end ellers. Det kan føre til såkaldte grineflip, hvor den, der har røget hash, virker fnisende og euforisk, men det kan også føre til ubehagelig panikangst. De fleste reagerer først udadvendt og siden indadvendt på hash. En hashrus varer typisk tre til fire timer, men stoffets sløvende virkning forsvinder først helt i løbet af et døgn. Hash kan dog spores i kroppen 4-8 uger efter indtagelsen.
Det er gratis at oprette en konto