Personkarakteristik fra værklæsning af “kunsten at græde i kor”
DRENGEN
Barndommen. Det er i barndommen, hvor et menneskes identitet bliver opbygget. Alt er for et barn nyt og uspoleret, og gennem naive og uerfarne briller ser det verden, og lærer af den. Børn bliver ofte forbavsede og overraskede over ting, som voksne ikke opdager i hverdagens tumult, for børn kender ikke til de ting, som vokse har oplevet og erfaret gennem livet. fra barndommens erfaringer skabes et spejlbillede, og dette er identiteten på et voksent menneske. Dette menneske har mistet sit naive og hele tiden foranderligt syn på verden. Dette er i stedet en konstant, en konklusion på hvordan det hele forholder sig. Men hvad sker der, hvis barndommens oplevelser og erfaringer ender med at få billedet på den anden side til at krakelere?
Drengen, i Erling Jepsens bog “kunsten at græde i kor”, er tilsyneladende en hel almindelig dreng. I den første del af bogen optræder han som en nysgerrig og ivrig knægt. Han ser som så mange andre drenge op til sin far, og mener, at han er det eneste, som kan skelne ret fra uret. Faren synes fra drengens synspunkt at være en stor mand, for hvem næsten intet er umuligt. Han kan det hele, og han har “ordet i sin magt”, som drengen flere gange udtrykker det. Faren er kendt for at tale til begravelser, og drengen ser henrykt hvordan faren med sine fine, men jordbundne ord kan få folk til at bryde sammen i gråd. Drengen opfatter faren som en helt, og lige meget hvad han gør, så er det altid det rigtige. Det sker endda at drengen i sit tankespind sætter sig selv og faderen som fællesnævner, eks. “…det synes vi er en god idé”, hvor det egentlig er farens mening, som kommer til udtryk. Drengen opfatter verden, ud fra det hans far fortæller ham, og derfor kan han ikke se andet rigtigt end det, faren siger.
Det er gratis at oprette en konto