Alfastråling er en form for partitelstråling som har en meget kraftig ioniserende og med ringe indtrængningsevner. Alfastråling har en fart på ca. 15.000 km/s. Alfastrålingen er ligesom Helium-atomkernerne (He2+), der udsender det under alfahenfald af radioaktive-kernerne som fx uran og radium. Ernest Rutherford opdagede i 1899 strålingen, derefter brugte han disse til at påvise atomkernen i 1911.
Den kraftige ioniserende er nemt beskyttet, mod alfastråling uden for kroppen. Hvis du bare har et stykke papir, nogle få centimeters luft eller det yderste lag af huden, det er nok til at stoppe dem. Det kan også være den farligste form for radioaktiv stråling, hvis den kommer ind i kroppen. Derefter vil den afsætte sin energi direkte i ”dine” indre organer.
De fleste røgalarmer indeholder også en lille bitte smule af alfa-kilden americium-241.
Betastråling
Betastråling er en radioaktiv stråling, der fremkommer ved betahenfald af atomkerner. Betastråling er også elektroner (?-) eller positioner (?+), derefter udsendes der med en høj energi fra atomkernen, hvorved den omdannes til et andet grundstof.
Betastråling har en rækkevidde, der er omkring to gange større end alfastråling. Ionisering er omkring en tiendedel. Aluminium nedbremser helt ned til få millimeter.
I et fjernsyn er der en elektronkanon, som også betegnes som en kilde til betastråling, strålingen absorberes af fosforlaget på indersiden af et billedrøret. Derefter dannes der Cæsium-137 som er et eksempel på et stof, som udsender beta-partikler.
Det er gratis at oprette en konto