Historien bag radioaktivitet: På jorden har radioaktive stoffer altid eksisteret. De har været her siden jordens oprindelse, som var for omkring 5 mio. år siden. Vi mennesker har kendt til radioaktiviteten i omkring 100 år. I 1895 opdagede en tysk fysiker, Wilhelm Roentgen, at der var nogle stråler som kunne gå igennem solide ting og mennesker, altså det vi i dag kalder røntgenstråler. Det var blot nogle få måneder senere, at den franske fysiker, Antoine Henri Becquerel, opdagede at mineraler som indeholder uran også sender stråler. Røntgenstrålerne fascinerede fysikerne, mens de nærmest ignorerede Becquerels stråler som virkede som det samme, bare svagere. Marie Curie valgte dog at investigere uranstrålerne.
Maria Sklodowska fandt ud af at styrken fra strålerne kun afhang på mængden af uran, og senere fandt hun ud af at thorium også gav stråler. For at beskrive hvad de to elementer gjorde, fandt hun på begrebet “radioaktivitet.” Hun giftede sig med Pierre Curie i 1895. Senere fandt hun to nye meget radioaktive elementer sammen med Pierre Curie i 1898. De navngav den ene efter Marie’s hjemland Polen, det hedder Polonium, det andet kaldte de radium fra det latinske ord for stråle.
Om radioaktivitet: De fleste atomkerner er stabile, men der findes også en del ustabile. De ustabile siges at være radioaktive. De ustabile atomkerner sender stråling/henfalder i et forsøg på at gøre sig stabile. At noget er radioaktivt betyder, at det udsender en eller anden form for stråling. Grundstoffer mærket med en * i det periodiske system, er radioaktive.
Det er gratis at oprette en konto