Johns hverdag

Du skal op nu John, råbte hans mor, og som sædvanlig med en undertone af afsky i stemmen. John rejste sig fra sengen, tog den blå sweater han også havde haft på i går, og dagen før det. Den lugtede svagt af stegeos, fra aftensmaden i går. Han tog et par slidte jeans på, og gik over spejlet, der hang på væggen. Han stirrede sig selv i øjnene, tænkte på hvordan hans mor altid fik sagt, på sin egen måde, at han var grim og klam at se på. Hun sagde disse ting, når Johns far var vred og havde slået ud efter hende, kaldt hende øgenavne, så lod hun hendes vrede, komme ud over John, det var hverdagskost for ham. Han gik nedenunder og blev mødt af glæde og en logrende hale, Lulu, den eneste John stolte på, den eneste der betød noget for ham. Lulu havde en brun plet på det ene øje og var ellers helt sort. Når John blev 18, havde han bestemt sig for at flytte til Aarhus, og han ville tage Lulu med sig. John kløede Lulu i siden og satte sig så ved det runde spisebord, hvor hans mor allerede sad og fik sin morgensmøg. John fik sig en skål cornflakes, som han plejede. Har du købt gave til far? Spurgte Johns mor, og tog endnu et sug af cigaretten. Ja, sagde John. Han tænkte indeni sig selv, hvad han dog skulle købe til sin far, han huskede aldrig hans fødselsdag. Hvor er far? Spurgte John. Han tog ud, med Kaj og Grise-Olsen i går aftes, svarede hans mor. John rørte lidt rundt i sine cornflakes, der allerede var blevet helt bløde, så han skyndte sig at spise dem og så v forlod han den lille landejendom og gik i skole. På vejen tænkte han over hvorfor hans far ikke var kommet hjem i går, han plejede altid at komme hjem midt om natten og vække både ham og hans mor, med hans uendelige råben. Nogle nætter kunne han også finde på at smadre ting, nede i stuen. Bagefter kunne han finde på at vælte ind på Johns værelse og råbe at han skulle gå ned og rydde op i stuen. Det var de nætter John var mest glad for. John prøvede at ryste de nætter, der var værst, ud af hovedet. Men det var svært, det var som om at billederne, fra disse nætter bare væltede ind på nethinderne af ham. Disse billeder hvor hans far, kom stille ind på hans værelse og stod og stirrede på John, med hans kolde øjne og dét smil, som John altid vidste, hvad betød. Hans far lagde sig ind under dynen, til John og begyndte at røre ved ham. John lå altid helt stille, mens hans far gjorde, hvad han plejede.