Jeg sidder på kanten og stirrer ud i mørket, der omringer mig. Den kølige, men friske, efterårsvind kærtegner blidt min krop, og jeg mærker hårene rejse sig på mine nøgne arme. Her er intet lys fra gadelygter, ingen billygter til at oplyse vejen og samtidig ingen motorstøj til at bryde stilheden. Månen er den eneste lyskilde. Den spejler sig så smukt i den lille sø, og sætter sit eget sølvpræg over det grå landskab. Over mig blinker stjernerne så klart på den kulsorte himmel, og det føles som om de pludselig er kommet meget nærmere. Aldrig har efteråret stået klarere og smukkere end det gør nu. Måden hvorpå bladene, med deres varme farver, har lagt sig som en tyk dyne over skovbunden.
Jeg husker tydeligt, hvordan mine brødre og jeg har siddet i vinduet og iagttaget bladenes stille og yndefulde dans mod den kolde jord, og derefter har kastet os ud af døren, for at lege i de store bunker, far fik samlet sammen. Somme tider savner jeg tiderne med mine brødre. De tider, hvor vi var hinandens bedste venner. Vi brugte flere timer, når vinterens sne var faldet, på at bygge flotte igloer, hvor vi kunne sidde og drikke varm kakao med kiks til. Om sommeren var det politi og røver, der trak os udenfor. I disse tider glemte vi tit klokken, og mor stod ofte med hænderne i siden, når vi kom hjem fra legepladsen en sen sommeraften. Jeg har altid elsket mine brødre, fordi jeg ved, at de har min ryg og altid vil beskytte mig mod skolens bøller eller drenge, der bliver lidt for interesserede. Selvom at vi er blevet ældre, forhindrer det os ikke i at tage en pudekamp i mor og fars seng. Det forhindrer dem skam heller ikke i at binde mig med tape og kilde mig til jeg hiver efter vejret.
Det er gratis at oprette en konto