Besøget i lighuset

Jeg sad der helt alene i mine egne tanker. Bladende var ved at visne. Alt var næsten dødt, det hele så trist ud. Ligesom mig. Det var ligesom om at naturen også havde mistet noget den holdte af. Ja jeg havde jo mistet farfar, fredag den 13. oktober.

Det havde været nogle sørgelige dage og dagen hvor begravelsen skulle foregå var ved at nærme sig. Jeg skulle med min farmor på kirkegården, for at se hvor farfar skulle ligge. Farmor sagde at hun ville gå ind og snakke med præsten, og det var fint nok så ville jeg bare kigge mig lidt omkring. Det var ret koldt og jeg vil indenfor, jeg så en dør stå og blaffer, så nysgerrig som jeg var, gik jeg ind. Puha der stank! Der var iskoldt! Og der var intet lys der inde. Det hele var så uhyggeligt! Pludselig smækkede døren bag mig, jeg blev så forskrækket at jeg skreg, så højt det hvinede i mine øre. ”Hvad var det?” Det lød som om der var nogle der rykkede med noget med hjul på for det knirkede voldsomt. Lyden kom mig nærmere og nærmere, mit hjerte bankede hurtigt, mine øjne fløj rundt til alle sider, selvom jeg ikke kunne se noget i mørket. Jeg havde fornemmelsen af at jeg var omringet af noget jeg ikke rigtig vidste hvad var, men det var en kold og uhyggelig følelse. Jeg tog et skridt til den ene side og kunne mærke en form for seng. Jeg nåede ikke at trække hånden tilbage. Der var noget der tog fat rundt om mit håndled og holdte mig for munden. Jeg var fanget! Der var ingen vej ud. Jeg kunne mærke at det ikke var et menneske der tog fat i mig! Hvad end det var, var det klamt. Jeg kunne høre min farmor kalde ”Jasmine!” ”Hvor er du?” Jeg skreg og skreg, der var ingen der kunne høre mig. Pludselig kunne jeg mærke at mine ben blev revet væk fra gulvet. Der var ikke kun en, men flere. De lagde mig ned på en af de hårde brikse, jeg følte mig magtesløs og rædselsslagene. Jeg kunne høre skridt, mindre end 2 meter væk. Pludselig tændte lyset og ind ad døren kom en mand i en hvid kittel. Jeg troede først at det var et spøgelse, men da han vente sig var det farfar. ”Hvad!” Farfar så helt bleg ud og han havde en meget knogle markeret krop. Han begyndte langsom at tage handsker på. Og der lå kniven, midt på bordet. Han rakte hånden ud efter kniven, og der, først der gik det op for mig at jeg var havnet i lighuset…