Den lille pige åbner øjnene med et sæt, de lysende brune øjne kigger rundt. Med det samme følte jeg at hun viste at jeg kiggede. Tænk hvis hun opdagede mig. Jeg har stået sådan her de sidste mange nætter og betragtet hende. Kigget på hende gennem vinduet. Hver dag har jeg ville gå ud og hente hende, kramme hende og holde hende tæt ind til mig, men nej. Det kan ikke være mit barn, det må det bare ikke. Hun er ikke den prinsesse jeg altid har drømt om, det lange lyse hår, de skinnende blå øjne. Hvor er hun henne?
Lule vågner, kigger forvirret rundt. Hun har haft onde drømme. Det har hun haft de sidste mange nætter og de vil ikke gå væk. Hun kigger op mod himlen og holder hænderne sammen. Der kommer ikke et ord udover læberne. Hun åbner stille munden, men ikke en lyd. Hun lukker øjnene, trækker vejret dybt.
Kære gud eller hvem der nu er der oppe.Jeg håber du har tid til at høre mine problemer i dag, hvis jeg altså ikke er pinlig. Det tror jeg min far synes, han skred den dag jeg blev født. Jeg undrer mig stadig over hvordan han kan nå at hade mig allerede efter få timer. Men heldigvis tog det længere tid for min mor. Hvis man altså kan kalde henne det. Jeg er ikke engang sikker på de er det. De fik mig sikkert på hospitalet, da mine rigtige forældre var skredet, fordi jeg var så grim. Når men nu til mit problem. Her de sidste nætter, efter jeg blev smidt ud af Krokodille klanen, men det ved du jo godt hvordan skete, hvis du altså ikke har får travlt med dem der vigtigere. Når men jeg har følt nogen kigger på mig og hver nat drømmer jeg om en lille pige med langt lyst hår og skinnende blå øjne. Sådan vil jeg aldrig være, hus eller ej. Jeg skal være den jeg er. Men det er bare underligt, det er som om alle vil have jeg er sådan. Som om det er bestemt? Har du bestemt det? Må vi ikke være som vi er?
Det er gratis at oprette en konto