Konklusionen af ”Ørneflugt” er at, det hjælper ikke at være født i et ørneæg, når man er vokset op i en andegård. Altså, det er det miljø, man vokser op i, der bestemmer hvem man bliver, ikke ens egen natur. Det er det modsatte af H.C. Andersens konklusion i ”Den Grimme Ælling”.
I ”Ørneflugt” prøver ørnen Klavs en dag om hans ørnevinger kan få ham op og flyve. Han flyver så længere og længere væk, og han bliver mere og mere stolt af sig selv: ”den følte med eet, at den var en ørn. – ” Så kommer der en hunørn, hvor Klavs’ ørneinstinkter kommer op i ham igen. De flyver af sted højt oppe sammen, ”mens de sejler frem over bjærgenes rygge i aftenens skumringståger.” Men Klavs bliver bange uden for de faste rammer, og begynder at længes efter det trygge ved andegården, hvor maden kommer til tiden og han ved, dér er han tryg. Og så går deres ”ørneflugt” i stå, for han tror ikke på sig selv. Hvor er naturen blevet af? Den kommer aldrig ud og bliver selvstændigt, den bliver hvor der er trygt. Den er præget af tryghed og at den ved hvad den har, altså de faste rammer. Essensen i ”Ørneflugt” er, at den ikke vælger efter sin oprindelse (Den er f.eks. luftens jæger osv.), men at den vælger efter sit miljø som er modsat ”den grimme Ælling”, hvor det netop er den grimme ællings arv, der gør at den hele tiden flygter fra det miljø, den vokser op i. Det Pontoppidan vil med teksten Ørneflugt er at vise hvordan ens miljø er lige så vigtig som ens arv.
Det er gratis at oprette en konto