Det var en halvkold sensommeraften. Natten ventede lige om hjørnet, og Christian stod og kiggede ud af det lille firkantede vindue i stuen. Gadelygterne var endnu ikke blevet tændt, og stjernerne var heller ikke kommet frem endnu. Den største stjerne, solen, var gået ned for længst. Han stod der i noget tid. Han stod og stirrede ud af vinduet. Hans ansigt falmede, det store smil han ellers altid havde på, var nu forsvundet, afløst af en sammenbidt mund og glæden i hans ellers så nydelige grå øjne var afløst af tomme blikke, som han sendte ud i mørket. Han var nød til at fortælle det til hans kone, andet kunne han ikke være bekendt.
”Kan vi ikke gå ud på taget? Jeg vil gerne snakke med dig,” spurgte han sin kone. ”Jo da, jeg kommer om nogle minutter. Jeg skal lige hænge tøj op,” smilede hun. Hun havde jo ingen anelse om, hvad det var, han ville fortælle hende, og hvis hun havde, ja så ville hun nok være meget ked af det nu. Christian svarede ikke, han gik bare ud på taget og ventede. Det var længe siden, han havde været herude. Her sad han og hans kone engang næsten hver eneste aften, og kiggede på stjerner, og holdte om hinanden, og når det blev koldt gik de ind og sov, eller også hentede de tæpper, og gik ud på taget igen. Christian satte sig ned på taget og sukkede. Han ville lidt ønske, at alting var som dengang. De var begge lykkelige, og havde det fantastisk i hinandens selvskab.
Det er gratis at oprette en konto