Analyse af H.C. Andersens kunsteventyr 'De røde sko'

Alle kender Gud. Gud er vor skaber, som vi skal adlyde og ikke mindst se op til, selvom der er fristelser. I 1800-tallet bryder romantikken rigtig ud i Danmark. I denne periode er det specielt universalromantikken, som er i fokus. Denne periode er kendt for at hylde Gud og naturen. Modsat platonismen mener universalromantikere, at himlen er til stede på jorden, og at mennesket er i stand til at befinde sig i guddommelige tilværelser på Jorden. H.C. Andersen er i denne periode en kendt universalromantikker og national romantikker. I perioden fra 1830 til 1850 er der en ny fase af romantikken, som er i fokus, nemlig romantismen. Denne periode er kendt for at tage fokus i det pludselige og fokusere mere på det dæmoniske i personer og objekter. I 1845 udgav H.C. Andersen kunsteventyret “De røde sko”, som tager udgangspunkt i synden, hvis man overgiver sig selv til de djævelske objekter og fristelser, vi oplever i vores hverdag. Dog indeholder den stadig stærke træk fra universalromantikken, da man stadig anser kirken og Gud for at være det mest idylliske af alt.

Teksten er bygget op omkring hjemme-ude-hjemme modellen. I første afsnit bliver vi præsenteret for den lille pige Karen, som er fin og nydelig, men har en fattig familie og en mor, som ligger for døden. Inden moren gik bort, syede hun et par røde sko til Karen, som hun skulle have på til hendes begravelse. Her sker overgangen til den næste fase i modellen, da hun bliver nødt til at forlade sit hjem på grund af moderens død. En gammel dame, som var til begravelsen, tager Karen til sig og lære hende at læse og at sy. Den gamle dame syntes, at de røde sko var gruelige og brændte dem. Da Karen skulle konfirmeres, skulle hun have et nyt par sko, og fordi den gamle ikke dame så så godt, kunne hun ikke se, at Karen købte et rødt par sko. Til selveste konfirmationen var Karen alt for optaget af sine røde sko til at kunne huske sin fadervor. Lige før Karens konfirmation møder Karen og damen en gammel soldat med et rødt skæg. Soldaten kigger på Karens røde sko og siger” Se, hvilke dejlige dansesko!” ”sid fast når i danser!” og går derefter ind i kirken. Efter Karens konfirmation begyndte Karen at danse, men kunne ikke stoppe igen, fordi skoene havde taget kontrol. Skoene skulle tages af hende med vold og blev sat op i et skab. Da den gamle kone lå for døden, havde hun brug for en til at passe hende, men Karen var mere interesseret i det store bal, som der var samme dag, og tog sine røde sko og dansede af sted. Karen kunne ikke stoppe med at danse, hun kunne ikke engang bestemme, hvor hun dansede hen. Hun dansede ind på en kirkegård, hvor hun mødte en engel, som sagde “danse på dine røde sko, til du bliver bleg og kold!” selvom Karen råber “NÅDE!”, vender englen ryggen til hende. Karen dansede hen til bødlen og bedte ham om hjælp, men bedte ham om ikke at hugge hendes hoved af, for så kunne hun ikke angre sin synd. Han huggede fødderne af hende med sin økse og snittede hende et par træben. For eftertiden vogtede skoen foran kirken, sådan at Karen ikke kunne komme ind. En dag fik Karen nok, løftede hovedet og råbte “ Oh, Gud hjælpe mig!”. Gud hørte hendes bøn, og på magisk vis sad hun pludselig i hendes rette hjem som en ny og renset person. Nemlig Guds hus.