”Silke er ni år. Hun går i en SFO, hvor flere af børnenes familier har kontakt med kommunen.
Silke er en stille pige, der har én god veninde. I børnegruppen markerer Silke sig ikke tydeligt, hun bliver ikke drillet, men er sjældent med i de andres leg.
Pædagogerne opfatter Silke som en sød pige, der er nem at have i institutionen. De ville gerne kunne tale mere med hende, for de har indtryk af, at hun ikke altid har det godt. Andre børn kræver imidlertid så meget af pædagogerne, at der ikke bliver den fornødne tid til Silke.
En dag fortæller Silkes veninde en af pædagogerne, at Silke har sagt, at hendes far slår hende og hendes små søskende. Veninden må ikke fortælle det til nogen.
Pædagogen røber ikke, hvad veninden har sagt, men spørger Silke, hvordan hun har det hjemme. Silke siger bare: ”Godt.”
Pædagogen beslutter i samråd med lederen, at de i den kommende periode vil være opmærksomme på, hvordan Silke har det. 14 dage senere fortæller Silkes veninde igen, at Silke har sagt, at hun ikke kan lide at være derhjemme, fordi hendes far slår. Silke har sagt til veninden, at hun godt kunne tænke sig at bo hos hende.
Det er gratis at oprette en konto