Regitse var lige kommet hjem. Hun farede ind på sit værelse. Hendes forældre, Liz og Jimmy, var oppe og skændes igen. Jimmy svovlede, så det ikke var til at undgå. Liz råbte og skreg. Regitses mave knurrede. Hun var sulten, men hun gad ikke gå nedenunder efter mad. Der var alligevel ikke noget.
Der kom en tid, hvor Regitse ikke kunne lade være med at græde. Pludselig en dag sad hun i skolen og dryppede tårer ud over sit kladdehæfte. Hun gik i første klasse, og selv om hun allerede kunne stave til chauffør, så følte hun sig både dum og fortabt.
– Jamen Regitse dog, sagde læreren, - hvad er der i vejen?
- Ikke noget, snøftede Regitse.
– Joe, sagde læreren. – Et eller andet må være galt.
– Nej, sagde Regitse.
– Tudeunge, sagde en af drengene i klassen, og så begyndte de at kalde hende tudeunge. Regitse var ligeglad, hun græd bare, hun var ligeglad med alting, livet var blevet besværligt. Men så en dag tog hun sig sammen.
– Nu vil jeg aldrig græde mere, sagde hun stædigt, og så holdt hun op. Når hun havde fri fra skole, vidste hun ikke, hvor hun skulle gå hen, hun havde nemlig ikke noget rigtig hjem, sådan som hendes kammerater havde. Hun havde heller ingen rigtige forældre mere.
Det er gratis at oprette en konto