Landevejen

Han rejste sig skælvende op og betragtede den høje skråning. Det røde neonskilt lyste mat ud i det tågede vejr. Han slog blikket ned på sin sønderrevet højre arm, han forsøgte at bevæge den, men der var ikke mere liv tilbage i den. Han sukkede dybt, og så sin ånde bølge ud af munden på ham og slutte sig til den stadig tykkere tåge, som var begyndt at samle sig om ham. Han begyndte at trave op af skråningen, med sløve skridt og et tomt blik i øjnene, faldet hen i sine egne tanker. Med et blev han hevet ud af sin trance, da en stikkende smerte skar sig gennem hans højre fod og op til underlivet. Han skreg, tog sig til benet, og prøvede at hive det op fra det lille hul, som det havde sat sig fast i. Smerten skar gennem ham, hver gang han gjorde et forsøg på at hive det op fra det nu røde hul. Blodet piblede ud af det fastlåste ben, som en lille å snoede det sig ned af det lille stykke han lige, havde gået op ad. Dernede samlede det sig i en lille pøl, som voksede sig større og større. Endelig lykkedes det ham at få sit ben fri. Buksebenet var flænset op i den side, hvor såret var. Han begyndte endnu en gang at kravle op af skråningen, som blev stejlere for hvert skridt han tog. Det var som en sejr, at komme op på vejen igen.Han begyndte at gå, hver gang han trådte ned på sit højre ben gik der voldsomme og smertefulde stød gennem hans ben. Han kunne se lys forude, det lignede en lille landsby. Det føltes som om en sten fald fra hans skuldrer, han fik ny energi. Han satte tempoet op trods smerten.Gaderne var tomme og husene mørke. Han havde ingen fornemmelse af tiden, men gættede på det var midt om natten. Det føltes som om han havde gået i timevis, før han fandt politistationen. Smerterne var voldsomme og kulden var taget til. Han fald om da han trådte ind på stationen.Han vågnede med et sæt. Men kunne intet se, der var for lyst, han kneb øjnene sammen. Han åbnede øjnene igen. Han kunne se en skikkelse foran sig. Et hurtigt glimt med øjnene. Det hele blev meget tydeligere. Han lå i et stort hvidt værelse, foran stod en kvinde med blond hår i en hvid dragt. Han prøvede at rykke sig, men det gjorde ondt i armen, og han fortrød det hurtigt. Kvinden begyndte at snakke, men han fik kun fat på noget med en brækket arm, kraftig forstuvning af fod, hjernerystelse og politi. Politiet fik ham til at tænke på hvad der var sket. Han så de døde helvedes øjne foran ham. Han skreg af smerte. Han besvimede.