Vi går ud til cyklestativerne. Jeg venter på de andre, de er ved at låse deres cykler op, jeg cykler altid sammen med Emma hjem fra skole, men vi bor jo også på samme vej. Jeg spørger hende om hun er klar til at cykle, men jeg får intet svar. Hun er kold som altid. Jeg spørger hende igen:
”Skal vi cykle nu?”
”Du kan bare cykle jeg skal ned til byen.”
Jeg cykler op til Julie, Julie som jeg føltes med ud til cykelstativerne, hun er på gå ben. Hun fortæller mig at Amalie har skrevet til hende, at hun skulle til København med Emma for at shoppe. Men at hun ikke måtte fortælle mig det, for så vil jeg jo bare blive ked af det.
Men som om jeg vil blive ked af det, nej nej den skal hun længere ud på landet med. Jeg bliver mere ked af det, når de bare gør det uden at sige noget, og så bare holder det hemmeligt. Jeg bliver irriteret på dem. Jeg kan ikke klare mere. AD hvor er det klamt fy for den lede!
Lige pludselig kørere der en hel masse tanker oppe i mit hoved, som f.eks. at jeg skulle havde blevet der og sagt at jeg også skulle ned i byen. Og så havde set hvad de så ville havde gjort. Men dum som jer er tænke jeg jo ikke så langt.
Det er gratis at oprette en konto