Mødet med Justin Bieber

Det var i sidste øjeblik, jeg fandt ud det. I sidste øjeblik jeg fandt ud af, at jeg endelig skulle møde ham. Ham som egentlig havde reddet mit liv uden selv at vide det. Ham som var grunden til mit smil. Jeg tænker stadig tilbage på oplevelsen med et smil på læben. Det var en onsdag aften, hvor jeg stod op til denne mail. Jeg havde to uger før meldt mig til en konkurrence om at vinde et møde med Justin Bieber og jeg måtte endda tage en veninde med! Jeg havde ærgret mig over, at jeg ikke fik købt billetter på grund af mangel af penge, men så skete dette! Der stod, at jeg havde vundet konkurrencen! Jeg troede dog ikke rigtigt på det i starten og regnede med, at det var nogle veninder, der bare lavede sjov, men da jeg så ringede det nummer der blev givet op, tog en dame den så og forklarede mig, at den var god nok. Og der skete det. Jeg begyndte at skrige og græde på samme tid og jeg hørte damen på den anden side af røret grine, men det kunne jeg da være ligeglad med. Jeg var fuldstændig i chok. Jeg tror virkelig jeg følte 100 forskellige følelser i det øjeblik. Jeg vidste overhovedet ikke hvordan jeg skulle reagere. Skulle jeg smile eller græde? Skulle jeg være rolig eller flippe ud? Det endte dog med en masse tårer, men det var jo ikke rigtigt noget jeg kunne gøre noget ved. Jeg var i en helt anden verden. Efter en halv times tid, da der ikke var flere tårer tilbage, løb jeg ind til min mor og vækkede hende. ”Mor jeg skal møde ham! Jeg vandt konkurrencen” skreg jeg. Hun forstod mig ikke rigtigt, da jeg jo ikke havde fortalt hende om konkurrencen, men da jeg så forklarede hende det, grinte hun bare ad mig. Jeg forstod hende egentlig godt, for hvem ville tro på sådan noget? Det var jo helt urealistisk! Jeg viste hende dog beskeden og jeg blev chokeret over hvad jeg så. Der stod min otteogtredve årige mor med tårer i øjnene og smilede. ”Hvorfor græder du? ” spurgte jeg hende. ”Jeg ved jo hvor meget han betyder for dig. Du fortjener det virkelig skat” svarede hun mig. Jeg krammede hende og løb ind på mit værelse for at finde noget jeg kunne tage på. Tænk at der kun var to dage tilbage til, at jeg skulle møde mit store idol. Da jeg havde fundet det tøj jeg ville tage på, ringede jeg til min kusine Ayse for at spørge hende om hun ikke ville med mig og møde ham. Jeg syntes selv, at hun havde fortjent det ligeså meget som mig. Som forventet, troede hun heller ikke på mig, men efter noget tid indså hun endelig, at jeg faktisk talte sandt. Jeg hørte hende skrige og derefter endte opkaldet. Det tog jeg som et ja. Jeg vidste overhovedet ikke hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Hvad skulle jeg foretage mig i disse 2 dage? Skulle jeg fortælle det til resten af mine veninde, eller skulle det være en overraskelse, at jeg faktisk skulle møde ham? Det ville da være sjovt bare pludseligt at sætte et billede ind af mit idol og jeg og skrive ”Jamen jeg har lige mødt Justin Bieber” tænkte jeg. Men det var jeg da alt for utålmodig til. Jeg ringede min veninde Fatma op og fortalte hende det igen og det var ret sjovt, for hun troede på mig med det samme. Vi snakkede sammen i 1 time, og jeg kom virkelig ud med alle mine følelser. Det var faktisk ret befriende endelig at komme ud med det hele. Hun gav mig en masse gode råd og jeg sad ikke med en masse forvirrende tanker længere. Det var lørdag og det betød, at jeg endelig skulle møde Justin. Jeg havde helt ondt i maven af spænding. Jeg havde skrevet et brev til ham, som beskrev lidt af det jeg følte for ham. Det var 2 sider langt og alligevel var det ikke engang kvartdelen af alle mine følelser overfor ham. Klokken var nu 12:00 og vi skulle være ved Parken klokken 15:00 selvom vi først skulle møde ham kl. 16:00. Jeg stod op og da jeg havde spist morgenmad, begyndte jeg så småt at gøre mig klar. Da jeg var færdig med det hele, kyssede jeg min mor farvel og tog bussen til Parken. Det var som om turen varede en evighed, selvom den faktisk kun varede 20 minutter. Ayse og jeg havde aftalt at mødes foran Parken, og lige nu stod jeg og ventede. Få minutter efter blev jeg prikket på skulderen og modtog det største kram nogensinde. ”Jeg kan ikke fatte, at det her virkelig sker” sagde hun med en let knækket stemme. ”Jeg ved det. Efter så mange år sker det endelig” svarede jeg med tårer i øjnene. Klokken blev endelig 15:55 og vi stod nu i kø til at møde Justin. Jeg prøvede at virke rolig, men det gik ikke ret godt. Jeg var i panik. Jeg havde helt glemt alt jeg ville fortælle ham af alt den nervøsitet. Jeg kiggede ed på mit håndled og smilede. Det bånd jeg havde omkring det var min billet til glæde resten af mit liv. Jeg havde helt glemt alt den indre uro jeg havde i mig, men det varede dog ikke længe, da en af vagterne ville se vores armbånd. Vi viste ham dem og blev derefter ført ind i et venterum sammen med en masse andre. Der gik ikke mere end 2 minutter og der var han, lige for øjnene af mig. Han kom smilende imod os og jeg så ham sige noget til os, men jeg kunne overhovedet ikke høre noget. Min verden var gået i stå det øjeblik. Det smil, det hår, det ansigt. Han var smukkere i virkeligheden, hvilket jeg aldrig havde troet var muligt. Vi blev sat op i en kø igen og man fik normalt 30-40 sekunder med ham. Da det blev vores tur, kunne jeg virkelig ikke holde det ud længere. Jeg begyndte at græde som aldrig før og store hulk forlod mine små lyserøde løber. Jeg vidste dog ikke om det var af glæde eller sorg, for jeg var selvfølgelig virkelig taknemmelig over, at jeg endelig skulle møde ham efter snart 5 år, men alligevel var jeg også virkelig nede over, at jeg måske aldrig ville møde ham igen. Han gav mig et langt trøstende kram. ”Aww, græd ikke” hviskede han på engelsk selvfølgelig. ”Jeg elsker dig så højt Justin” fortalte jeg ham ærligt. ”Jeg elsker virkelig også dig søde” svarede han mig. Jeg kiggede ind i hans fantastiske chokoladebrune øjne og var nærmest hypnotiseret. Alt ved ham var så perfekt og det hele virkede som em drøm. ”Tusinde tak for altid at være der for mig når ingen andre var. Uden selv at vide det, har du været min grund til at smile. Du er virkelig det bedste idol nogensinde og lige meget hvad der sker, vil jeg altid være der. Jeg forlader dig aldrig, det lover jeg” sagde jeg med en masse tårer dryppende ned ad mit ansigt. Jeg gav ham mit brev og han tog imod det med et taknemmeligt smil ”Tusinde tak. Du er fantastisk og jeg vil heller aldrig give op på nogle af jer. Vi er alle en familie og familier svigter ikke hinanden vel? Jeg elsker dig” svarede han mig. Vi fik taget vores billede og før jeg vidste af det, var jeg ude af bygningen. Det tog mig få sekunder lige at indse, at alt dette faktisk skete. Jeg begyndte at stortude, men var alligevel gladere end aldrig før. Lige nu var jeg ret ligeglad med det billede jeg lige fik taget med ham. Jeg havde lige fortalt ham, at jeg aldrig ville forlade ham og det var det der betød mest. Den dag var ikke bare den bedste dag i min sommerferie, men den bedste dag i mit liv, og sådan ville det nok forblive.