Men ude over sletten ser hun en mørk skikkelse bevæge sig i den dunkle forladte skov, det eneste hun hører, er de små ubekendte væseners bevægelser i natten, hun er ikke alene. Den store skræm- mende skov tiltrækker hendes opmærksomhed. Noget ubekendt og farligt, men dog stadig tiltræk- kende. Hun går ud mod den dunkle skov, på det knirkende gamle gulv i tårnet, hun føler sig lille og skræmt, men har stadig mod på, at vandre gennem skoven. Tanken om væsener der vil fjerne hen- des tilstedeværelse fra hele planeten, gør hendes skræmt, men det skulle ikke stoppe hende. Der var noget tiltrækkende ved tanken om det røde gyselige fra kroppen, advarsler, fare, kisten under jorden og at hun føler, at hun er med i en gyser, tanken får hende til at fortsætte ud i det store.
Det var først der, at det gik op for hende, hvad hun havde foretaget sig. Den kvinde der engang var ens datter, en lille uskyldig pige med så meget håb og alle øjne stirre af misundelse tro på at den lil- le pige er bedre en dem selv. Den pige der altid smilte, og hilste venligt på postbuddet, bageren og naboen. Den lille pige var blevet voksen nu, og var blevet morder. En kold, blodtørstig, tom morder som alle vil se på, som om man var vinden blæser rundt, man er der, men ingen vil kigge på en. Selvom man er der, er man der ikke rigtigt for nogen. Hun stod nu på det våde græs, og tanken om at hun blev ved med at dræbe, selvom hun bare stod, og ikke foretog sig noget, fik hende til at gå i panik. De små uskyldige væsener under hendes fødder, var ved at blive kvast, som var det verdenen der stod oven over dem. Hun følte, at hun stod på ild, og hvad end hun gjorde, ville ilden ikke gå ud. Selvom det regnede ned med pigge, og en torden var på sin vej hen mod hende. Hun viste, at hun havde dræbt sin eneste ene, hun havde dræbt sit eget hjerte, der var ingen følelser tilbage, alt blev sort.
Det er gratis at oprette en konto