“Med en galopperende frygt i blodet for at blive gammel og med den falske idé i hælene om, at man bestemmer over sin egen krop, er det nu kommet dertil, at piger, der lige er blevet kvinder, får silikonebryster.” Gennem de seneste år er der kommet talrige debatter om plastikkirurgi og herunder særligt silikonebryster, og alle synes at være tvunget til at have en mening herom. At det pludselig er blevet det store samtaleemne må være takket være medierne og de reklamefolk, som har taget speciale i at retouchere de ellers smukke modeller til det ugenkendelige og derfor har lagt et stort pres på os almindelige kvinder. Nu skal vi alle have en mening om andres udseende, og alligevel undrer selvudnævnte eksperter sig over, hvorfor vi går op i at skulle fremstå perfekte. Samtidig glemmer de kvinder, som påstår at have accepteret sit udseende og at disse operationer ikke hjælper på selvværd, at de ikke kan udtale sig om noget, de ikke selv har erfaringer med.
En af disse kvinder, Birgitte Baadegaard, er gået så langt som at skrive en kronik, hvor hun udtaler sig om unge kvinders forhold til ændring af udseende; hovedsageligt begrebet at få lavet ’nye bryster’. Hun benytter sig gennem hele kronikken af captatio benevolentiae; også kaldet direkte henvendelse. Kronikken indledes, efter underrubrikken, med ordene ”psst! Ja, det er dig, jeg taler til.” Denne direkte henvendelse er med til at fange læsers opmærksomhed, da det giver en følelse af, at hun vil i direkte kontakt med læser. Nysgerrigheden vækkes. Man vil have at vide, hvorfor hun retter sig mod én.
Det er gratis at oprette en konto