Når jeg tænker på begrebet religion og tro, tænker jeg på mange ting. En af tingene er den livsfilosofi, der er forbundet med de forskellige religioner, som alle består i at opføre sig som et supermenneske med perfekt morale og etik, og som altid tænker på andre frem for én selv.
Egentlig virker det jo som et meget godt udgangspunkt for et fundament for verdensfred. Hvorfor er det så, at der er opstået så mange krige med to eller flere trosretninger der kæmper og slår ihjel og bryder mange af de regler, der står skrevet i hver deres hellige bog? Hvorfor kan de ikke acceptere, at mennesker tror på noget forskelligt?
Sådan nogle spørgsmål er noget af det, jeg kommer til at tænke på, når jeg hører om tro, men noget andet, jeg tænker på, er den ansvarsfralæggelse, der ofte er forbundet med religion. Jeg synes jeg ofte hører om det ved meget troende mennesker, og det er noget, der provokerer mig rigtig meget. Det virker nogle gange som om, at når du tror på en religion, så er det ikke længere dig, der skal beslutte, hvordan dit liv skal være. Er du muslim, må du ikke spise svin, fordi sådan er det. Man vedtager bare, at sådan er det uden at forholde sig til hvorfor. Hvis livet går godt for dig, skal du takke din gud, og hvis det går dårligt, er det en straf fra din gud, og du skal lære fra det. Man får ikke lov til at stille dig selv til regnskab for det, man har gjort, fordi det alligevel bare er Guds vilje og derfor ikke din skyld.
Det er gratis at oprette en konto