Mathias sad bare der på sin stol, og han tænkte på, hvorfor han var der. Han havde ikke fået nogen årsag, da de hentede ham samme morgen i hans eget hjem. Han kunne huske at have hørt om et mord få dage inden, og af en ukendt grund havde det været det første til at poppe op for hans indre syn, da han så de bevæbnede betjente uden for sin dør. I politiets øjne var han farlig, men han tænkte, trods de mange butikstyverier kunne han aldrig slå et menneske ihjel. Han var blevet tiltalt for mord få år inden og var blevet fundet uskyldig.Han havde ikke nogle penge, og det havde ført ham ind i de mørkerer og ulovlige dele af samfundet. Det havde dog givet ham en fin lejlighed ganske vidst i det somaliske smuglerområde i forstaden, men han havde ikke brokket sig, da alternativet var et liv på gaden. Han var ikke farlig. Det mente han i hvert fald ikke. Han havde været dealer på gaden, men havde mest solgt til forretningsmænd der havde brug for lidt spænding i deres ellers så skemalagte liv. Mathias mor havde altid sagt til ham; at alle har en mørk side, man skal bare finde ud af, hvor mørk den er. Desværre ville han ikke sværge sit liv på, at han ikke kunne dræbe et menneske, hvis det skulle til. Han tænkte ikke tit over ting som disse.Han havde i morges prøvet at tænke tilbage på dagen før, men ingen billeder kom op. Han var i sin lille rodede lejlighed, og han havde ikke nogen følelse af, at der var sket noget slemt. Mathias var vokset op i et hjem, hvor vold og misbrug var en del af hverdagen. Hans mor havde ikke kunne få et ord indført, og faren havde taget hårde stoffer, så længe han kunne huske. Hans storesøster var altid ked af det, og da hun var 16 år gammel, var hun stukket af hjemme fra, og ingen havde set hende siden. Han blev trist til mode med de billeder på nethinden. Hans far var død få år efter, søsteren rejste, og hans mor var blevet ladt alene med sit yngste barn, og en gæld på et beløb skyerne ville få svært ved at nå. Hun var aldrig kommet sig over tabet af faren og datteren og døde af druk ti år efter faren. Mathias var som den yngste ladt alene på et børnehjem.Mathias tankestrøm blev afbrudt af skridt ude på gangen, en slags skridt som ikke løb, men heller ikke gik. De var underlige, de gik hurtigt, og samtidig som om at hvis verden styrtede under, ville den vente på dem. De skridt gik som om, de ejede verden. Han havde en klient som gik på samme måde, som om jorden var til, for at han kunne gå på den. De var selvsikre. Manden på gangen var tæt på nu og passerede døren i samme tempo som på vejen derhen. Mathias tanker løb igen af med ham, og han brugte lang tid på at undre sig over, hvordan disse selvsikre skridts ejermand så ud. Om han var høj, hvad han havde på af tøj og hvordan han var vokset op. Når Mathias mødte nye mennesker, spurgte han gerne til hvordan de var vokset op. Han havde aldrig følt ubehag ved at tale om sin egen opvækst heller ikke de grimme sider af den. Men nogle mennesker ville ikke tale om det. Nervøsiteten begyndte at sprede sig i kroppen på ham. Den startede, i hænderne som begyndte at ryste voldsomt. Han kunne mærke varmen under sit tykke hår, hvordan sveden begyndte at pible frem under den sorte manke og ned langs hårgrænsen. Han undrede sig meget over, at han ikke var i stand til at stoppe hænderne fra deres skælven. Denne nervøsitet bidragede til den stadig næsten uudholdeligt grimme lugt i det lille afhøringslokale. Han prøvede at stoppe tanker om dødsstraf og livslangt fængsel. Han brugte den lille ventilationsmaskine som hjælp til at trække vejret normalt. Den lavede en ”klik-lyd” hvert femte sekund som passede med en halvdyb vejrtrækning fra hans side. Mathias kunne mærke, at denne rytme stoppede hænderne en smule. Men også at hans tanker ikke længere handlede om død og ulykke, men i stedet fokuserede på at holde rytmen med den lille ventilator. Han hørte igen skridt på gangen, men de her tilhørte en dame med stiletter. Han var ikke i tvivl om, at hun læste en fil af en art, da hun gik meget langsomt, uden at fødderne havde en rytme ligesom de selvsikre skridt. De her var mere koncentrerede om at læse end at gå i de fine sko. Den læsende dame stoppede foran døren og stod lidt. Hun stod bare helt stille, og Mathias vejrtrækning blev næsten hyperventilerende. Hans hænder rystede igen som var de i krampe. Han kiggede forvirret rundt efter flugtveje. Vel vidende at de ikke fandtes. Han prøvede at finde ventilatorens beroligende rytme, men den var væk. Han kunne ikke høre den. Han følte, han blev suget ned i et uendeligt dybt hul. Som om han blev kørt dybt ned rundt og rundt, længere og længere ned i dybet, lige indtil der blev taget i håndtaget, og en smuk ung kvinde kom ind. Mathias brugte et øjeblik på at komme til sig selv og spurgte så ”Hvorfor er jeg her? ” Hun smilede venligt og forstående, men der var samtidig noget anklagende og spidst i hendes blik da hun svarede ”Det kan du jo fortælle mig. ”
Det er gratis at oprette en konto