Mistanken: Mathias' møde med politiet

Det føles som flere timer, mens han sidder der og venter. Han kniber øjnene sammen, mens han kigger rundt i lokalet. Det er mørkt, ensomt og klamt at kigge rundt i. Mathias kigger op mod loftet. Han kan ikke tilgive sig selv for det han har gjort. Tilgive de mennesker, som stod rundt om ham og tvang ham, til at gøre ting han ikke ville. De er skyld i at han er endt sådan her. En fattig dreng, uden familie, uden venner og uden nogen som tænker på ham. Hvad nu hvis han ender som en af de mennesker, der sidder inde på livstid? Han gyser over tanken, mens hele hans krop ryster endnu mere. Det er en forfærdelig følelse at have i kroppen. Den gør så ondt, så man knap nok kan bevæge sig. Hele skyldfølelsen kommer ud nu. Hvorfor var den der ikke før? Hvorfor kan han ikke bare sige undskyld og gøre noget, så det bliver godt igen? Nu bliver alt til en forfærdelig tid for ham.

Den store dør går op, og en kraftig betjent kommer ind. Han skuler mod Mathias med kolde øjne. Det stikker i hele kroppen, da Mathias får det blik. Nu bliver han for alvor straffet. Det er nu han skal væk fra denne verden, dø som en lille kvast mus i en musefælde. Maven snurrer sig sammen, så Mathias må sluge sin angst ned i halsen. Han bliver mere og mere urolig, eftersom betjenten nærmer sig. Hans hjerne kobler fra, og tårerne triller ned. Ikke nu. Ikke her. Betjenten sætter sig ned, mens han kigger på koldt på Mathias. Han brummer lidt og fastholder blikket. Det hele står stille, indtil han åbner munden, og begynder at sige noget til ham, som var han var et lille desperat barn, der ventede på at slippe for at blive skældt ud.- Sikke noget rod du er kommet ind i, hva? Du må tage og få lidt styr på dit liv, og det du gør. Du kan ikke bare sådan tro du kan rende rundt og gøre hvad der passer dig, unge mand. Er det forstået? Betjenten kigger håbløst på ham. Mathias nikker uforskammet, mens han kniber hænderne godt sammen under bordet. Det er forfærdeligt at han sidder her og bliver kigget sådan på.- Du kan stadig nå at komme i gang, hvis du vil. Men du får kun en chance mere. Det må du udnytte hvis ikke du vil sidde inde. Der er folk der spilder deres liv, ved at gøre lige hvad de har lyst til. Men jeg syntes ikke at sådan en pæn og ung mand som dig, skal bruge sin tid på at lege politi og røvere. Igen kigger betjenten koldt på ham. Hans stemme er helt væk. Der er hverken noget sødt eller ondt i den. Mathias føler at verden bliver ved med at stå stille. Det hele går for langsomt. Han ønsker at komme ud og nyde den friske luft. Han vil gerne væk fra dette kolde sted, hvor ingen betyder noget. Betjenten åbner munden, men lukker den derefter igen. Hans ansigt retter sig ned i bordet, hvor hans hænder ligger. - Det du har taget, må du aflevere personligt tilbage, mens vi er med dig. Du skal erklære at det er dig der har taget tingene. Du skal betale for både tingene, men også en bøde på 2400 kr. Er det forstået? Mathias nikker desperat. Han kigger væk fra betjentens øjne, som stadig stirrer koldt på ham.- Du skal i alt, med bøde, betale 20.859 kr. Du slipper ikke godt fra det du har gjort. Kan du fortælle mig hvilke ting det er du har taget? Og fra hvilken butik? Hvorfor har du taget dem? Er der er en grund?Mathias tørrer hænderne i trøjen. Hans kæbe sidder fast, da han skal til at sige noget. Men hele kroppen slår fra. Betjenten læner sig frem og får blikket til at se mere roligt ud. Mathias kan slappe lidt af og stammer de første ord, før han kan få sagt det ordenligt. Men tilsidst ryger det ud af ham.- Jeg har taget et Full HD fladskærms TV, to computere og en masse penge fra kassen. Jeg har taget det fra en lokal elektronik sælger. Hvorfor jeg har gjort det ved jeg ikke. Jeg havde vel bare lyst til at prøve noget nyt. Jeg keder mig nok for meget. Betjenten brummer, mens hele det lille rare blik, bliver til et koldt og træls ansigt. Han rejser sig op og går en runde om bordet. Holder hænderne bag ryggen og tramper. Han drejer på hælen og kigger op i loftet, med et stort suk. Han stryger hånden gennem håret, og retter ryggen mere end den kan. Mathias føler sig slimet fast til stolen, af alt det sved. Han ved at han får en større straf nu. Betjenten må ikke have vidst hvor meget han har taget. Men han ser ud til at vide at det er gjort af kedsomhed. Mathias har bestemt ikke haft en dårlig barndom. Men han har længe følt sig udenfor i vennekredsen. De har ofte presset ham til at gøre ting som han ikke brød sig om. Men han vil ikke give dem skylden. Det her er hans eget valg. - Jeg går lige et kort øjeblik, så kommer jeg igen. Betjenten giver Mathias et stort chok, da han nærmest råber op. Han går hurtigt ud af den tunge dør.