Rundt og rundt i cirkler, som uret, man netop kan skimte på den anden side af glasvinduet, i væggen. Tiden går langsomt som han sidder her. Langsommere har den nok aldrig gået. Men i takt med at tiden synes helt at være stoppet, bliver visernes tikkende lyde klare. Men kun i hovedet på ham, for der er ingen lyde. De bliver højere og højere. Lydende bliver ved med at fortælle ham at han kommer tættere og tættere på. På hvad, er han ikke klar over. Dommedag? Lyden kvæler ham. En tåre løber ned ad hans kind. Havde han været tilbage med drengene, havde han ikke ladet det ske. For tårer er tegn på svaghed. Og svag er det sidste Mathias er. Eller er du svag? Er det, dét du i virkeligheden er, en krøbling der tilhører den laveste del af samfundet, der fortjener at blive trådt på?
En næsten uhørlig stemme hvisker et sted. Mathias, hvor mange kommer hele ud, når de først har trådt ind i dette dundrende ingenting? Hvis du blot en enkelt gang træder ind over tærsklen til en uren straffeattest og dit navn bliver plastret, navlet og sømmet op på myndighedernes high-technology computere, hvor alle landets administrationer har let som ingenting ved at finde dig og din urenhed, er der ingen muligheder for overlevelse. Du vil være som en gazelle, der bruger de sidste kræfter på at løbe fra løven, alt imens løven blot ser det hele som en leg. Koldsveden løber ned af Mathias' ryg. Han kigger på uret igen, for blot at indse at det lille ur på den anden side er gået i stå.
Det er gratis at oprette en konto