Mistanken

Mathias sidder og glor tomt på de hvide vægge, mens tankerne kører rundt i hans hoved. Hvad havde han gjort, siden han var endt her? Han håber virkelig på, at døren snart går op. Så han hurtigt kan få det overstået. Ventetiden er det værste. 2 minutter føles som flere timer. Han sidder utålmodigt og triller tommelfingre, og ønsker at tiden vil gå lidt stærkere. Han er nervøs. Han har gåsehud over hele kroppen, og fryser samtidig med, at hans håndflader er fugtige af sved. Hvad skal han gøre? Hvorfor sidder han her overhovedet? Det var jo ikke engang hans idé. Han så nærmest bare med fra siddelinjen. En medløber. Mathias tænker tilbage på dengang han gik i folkeskole. Dengang han aldrig havde problemer: lavede sine lektier, var aktiv i skolen og alt kørte som smurt i olie. Han tænker over, om det egentlig var hans egen fejl? Det kan godt være, at det ikke var ham der satte det her i gang, men det var ham der var med på den. Ham der ikke sagde stop.

Hundredvis af tanker flyver igennem i hovedet på ham. Ville det ikke være lettere, at fortælle hvem der egentlig stod bag det hele? Eller ville det? På den ene side ville det jo gøre dommen mildere, og han ville meget gerne være læge i fremtiden, og så ville det ikke fungere med en plet på straffeattesten. Eller det havde han altid haft som fremtidsplan indtil her inden for det sidste, hvor han lidt havde givet op på det hele. Selv hans forældre som ellers altid havde støttet ham i tykt og tyndt havde selv lidt givet op på ham. De var meget bekymrede for hans fremtid. Mathias og hans forældre har altid haft et stærkt bånd, og han fortalte altid hvis der var problemer.