Reaktionstid og nerveledningshastighed

I denne rapport har vi udført to forskellige øvelser indenfor reaktionstid.

Øvelse 1

Formål: At måle ledningshastigheden i de sensoriske nervebaner.

Teori: Menneskets hjerne indeholder ca. 125 milliarder nerve- eller hjerneceller, hvor hver enkelt hjernecelle kommunikere med kroppen. En nervecelle består af en cellekrop med en cellekerne, som indeholder cellens arvemateriale. Cellekroppen har udløbere, henholdsvis dendritter, der fungerer som modtagere af nerveimpulser og aksonet, der fungerer som afsender. Dette akson kan blive op til flere meter lang og forgrener sig i en række endeknopper, der forbinder cellerne sammen. Mellem aksonets endeknopper og dendritterne ligger en hinde kaldt synapsekløft. Da en elektrisk nerveimpuls ikke kan overføres direkte, bliver signalet omdannet til et kemisk signal.

Al information fra og til hjernen går via nerveimpulserne. Disse nerveimpulser er en elektrisk impuls, de opstår ved udveksling af ioner over en cellemembran, hvor spændingsforskellen mellem cellemembranens inder - og yderside skaber impulserne. Spændingsforskellen er afhængig af natrium/kalium-balancen mellem cellemembranens yder - og inderside. Normalt er der flere natrium-ioner på membranens yderside, således at den er positiv ladet. Modsat gælder det på indersiden, hvor kalciumionerne gør den negativt ladet. En ikke-aktiv hjernecelle bliver polariseret, dette sker ved en påvirkning af nerveimpulser, der åbner en serie natriumkanaler i et område af cellens membran, hvilket resulterer i, at den negative inderside bliver positiv og omvendt - (nervecellen depolariseres). Depolariseringen spredes via cellens akson til andre celler og aftager. Hver impuls har en varighed på ca. 1 millisekund, hvorefter vil cellen repolariseres.