Jeg står i lufthavnen, og siger farvel til min familie og bekendte, jeg er på vej til Afghanistan. Det er hårdt at sige farvel, da det ikke er sikkert, at jeg kommer hjem som samme person; hvis jeg overhovedet kommer hjem. Tankerne flyver rundt i mit hovedet, jeg kan slet ikke tænke klart. Jeg skynder mig at tage afsked, jeg vil helst ikke tænke på mine pårørende mere. Det er for hårdt både for mig, men også for dem, de er det vigtigste i mit liv. Med et fast greb tager jeg min kuffert, og sender det sidste længselsfulde blik mod min fortid. Mit hoved falder på plads i en ret tilstand, mig og soldaterne marcher stolt mod flyet; og en ny ærer i vores liv.
Svedende men alligevel et lettet individ, er ombord på flyet, endnu en krigshelt skal nu kæmpe som repræsentant for sit land. Placeret er vi nu alle, jeg selv sammen med en af mine bedste kammerater, John. Snakken går derud af, vi kommer både omkring familien derhjemme og om de oplevelser, vi kan komme ud for i Afghanistan. Jeg bliver ukoncentreret, og kigger ud af vinduet, en stor blinkende stjerne skiller sig ud. jeg føler en ophobende kvalme, da jeg ligger min kind mod det kolde vindue. Mørket er ved at falde på, når lyset igen vil vise sig, er jeg fremme i Afghanistan. Mine øjne bliver tunge, de falder lige så langsomt i. Snart vil jeg befinde mig i drømmeland, hvis det ikke var for et pludseligt ryk i flyet. ”Det er kaptajnen, alle forholder sig i ro. Der er en mindre forstyrrelse med flyet, vi vil straks fikse det. Der vil være mere information hurtigst muligt.”
Det er gratis at oprette en konto