Den danske Grundlov og demokratiets udvikling

Den Danske Grundlov er det vigtigste for vores demokrati. Den er grundlæggende for vores retssamfund og folkestyre.

Grundloven består i dag af 89 paragraffer, som er bygget systematisk op i syv

kapitler.

Regeringsformen (§§ 1-11)

Kongen og ministrene (§§ 12-27)

Folketinget og lovgivningen (§§ 28-58)

Domstolene (§§ 59-65)

Folkekirken og andre religioner (§§ 66-70)

Borgernes rettigheder og friheder (§§ 71-85)

Ikrafttræden og ændringsregler (§§ 86-89)

I dag regner vi grundloven for en selvfølge. Vi synes det er naturligt, at Folketinget og de kommunale råd vælges af danske vælgere. At det er dommerne og ikke politiet, der afgør om folket skal straffes. Og at alle der frit kan sige deres mening om tingene, det er det, vi kalder for demokrati. Sådan har det ikke altid været. For hundrede år siden havde den danske konge alt magten. Han bestemte alene hvem der skulle regere landet. Han udnævnte byfogeder til at lede styret i byerne. Han var selv den øverste domstol. Folk der fortalte dårligt om kongen, kunne blive sat i fængsel i årevis. Det betyder at kongen var enevældig.

Grunden til at grundloven blev lavet

Da enevælden kom under pres mange steder i Europa, i slutningen af 1700- tallet, ville folket i Frankrig ikke længere at have at kongen bestemte. De ville have indflydelse og det med en blodig revolution. Det betyder en omvæltning, med massere af mennesker der blev såret og dræbt. Det udbredte sig, rundt omkring i Europa. Men først i julirevolutionen i 1830, var enevælden ved at gå fra hinanden, Inklusiv i Danmark. I Danmark fik man også sin revolution. Men det var en særlig slags. Ikke et menneske blev dræbt og såret. Kong Frederik 6. var bange for at der ville ske en blodig revolution. Kong Frederik 6. åbnede for, at folket kunne deltage i styret ved at oprette stænderforsamlinger. Det vil sige forsamlinger, hvor bønder, borgere og adelen var repræsenteret. Forsamlingerne kunne som sådan ikke bestemme noget kun rådgive kongen i forskellige sager. Folket havde forventninger om at få mere indflydelse, men det ville kongen ikke være med til.