Fattigdom i litteratur og kunst

På min ferie i Spanien, så jeg denne allerkæreste lille dreng der sad på solkysten Costa Del Sol, på en azurblå ødelagt pude og spillede violin, i håbet om at nogle ville give ham sølv og guldfarvede mønter. De yndefulde toner fra hans kastanjefarvede violin borede sig ind i mine ører som vilde raketter, som om det var et evigt råb om hjælp. Så når jeg hører ordet ”Fattigdom” vækker det noget ambivalent inde i mig. Jeg selv sidder under tag på hovedet, rig på sympatiske venner og familie. Rig på rosenrød kærlighed og rig på bladgrønne omgivelser omkring mig. Men omvendt, der sidder børn og voksne i det generøse store univers omkring mig, som ikke er rig på det samme som jeg. Jeg selv har en silkeblød seng og en dyne med rosenrødt sengetøj, som kan varme min krop som om det var glødende lava der vælter ned over mig. Men varme, det havde Den lille pige med svovlstikkerne ikke. ”Sulten og forfrossen gik hun og så så forkert ud, den lille stakkel...” (side. 1, linje. 10-11) Den lille pige med svovlstikkerne er skrevet af manden med den kulsorte hat, som jeg så ofte forbinder ham med, H.C Andersen, i 1845. En sørgmodig fortælling om en ynkelig lille pige, som bliver sendt ud den sidste dag i december, Nytårsaften som altså sku have været en festaften, for at sælge svovlstikker, så hun kunne tjene penge til sin familie. En historie om en ellers beskrevet yndig og bedårende pige, som hurtigt appelleres til patos. Det er for mig sorgfuldt at vide at nogle børn lever under så modbydelige levevilkår. Når jeg læser ”Den lille pige med svovlstikkerne”, kommer jeg sådan til at tænke på et eventyr min Mormor altid læste højt for mig da jeg var lille. Det var ”Stjernedalerne” af Brødrene Grimm, som også omhandler en ung pige som er nødsaget til at give slip på alt hvad hun har og ejer. Og til slut ender hun alene, hvor det eneste hun tager med sig, er sin tro til Gud. Ligeså gør Den lille pige med svovlstikkerne, bare med sin mormor og Gud. Hos hendes mormor fandt hun den glødende varme, som hun ikke fandt hos sine forældre og som hun heller ikke fik fra sine forældre. Efter en lang vandringstur i sne og frostvejr, i håb om at sælge disse svovlstikker, dog uden held, på hendes små nøgne fødder i den bidende kulde, minder Den lille pige mig om en historie som hedder ”En vandringsmand” af Henrik Pontoppidan. ”En vandringsmand” omhandler en vandringsmand der kommer til en rystende og tankevækkende fattig provins by. Her skimter vandringsmanden synet af et lille hus hvorinde der lå en stakkels ynkelig dame, parat til at tage på livets længste rejse, med en allersidste tro på Gud. ”En Vandringsmand” minder mig om ”Stjernedalerne” af Brødrene Grimm og ”Den lille pige med svovlstikkerne” af H.C Andersen da alle tre omhandler fattigdom. Alle tre piger er fattige på mad, fattige på penge, fattige på varme, både udenpå og indeni, fattige på livsglæden. De er kun rige på troen. Troen på Gud.