Mørket er en underlig ting. Det skaber frygt hos mange, tryghed hos en masse og uvante følelser hos nogle få.
Lige siden jeg var lille har jeg været fascineret af mørket, mørket får mine tanker til at flyve rundt i hovedet på mig.
Fra tid til anden rammer store tanker som for eksempel: hvem er jeg?, hvad er meningen med livet?
Disse tanker har altid skræmt mig, jeg tænker ofte på om disse tanker kan være forklaring på min mørkeræd, jeg har været det, så længe jeg kan huske, og dog ved jeg ikke om man kan kalde det at være mørkeræd? Jeg er jo ikke decideret bange for mørket, det skræmmer mig bare.
Jeg husker hvor mange gang jeg har lagt i min seng følt mig omringet af mørkets ondskab. Lydene i huset som om et spøgelse bevæger sig rundt. Jeg har følt mig fanget af mørket ud at kunne forsvare mig selv. Flere gange er jeg vågnet om natten uden at kunne sove igen på grund af den uhyggelige stemning, der er om natten i mørket.
Mørket kan være en tryghed, når man ligger alene i sin seng.
Alle mennesker har vel altid været bange for mørket, måske ikke fysisk, men psykisk, alle mennesker har vel prøv at lad sjælen blive overtaget af mørke? Vi har vel alle på et tidspunkt været helt ned, der hvor vi ikke følte at vi kunne komme op igen?
Det er gratis at oprette en konto