Kvindernes samfundsmæssige stilling i 1800-tallet var stærkt undertrykket.
Der var meget stor forskel på kvinders og mænds liv; mændenes var udadvendt, dynamisk og frit – kvindernes var mere indadvendt, vegeterende og indelukket. Alle kvinder var nødt til at gifte sig for at kunne forsørges, og det har de vidst, siden de var små. Hvis kvinden ikke blev gift, måtte hun bo hos familien og hjælpe til der. Hvis kvinden tilhørte en højere samfundsklasse, måtte hun få tiden til at gå med at brodere eller male. Hvis kvinden ikke ville noget af det, var familiens ære på spil. Kvinderne fik dog lidt bedre muligheder i midten af 1800-tallet. Kvinden kunne nu tage til byen og søge arbejde på f.eks. en fabrik, eller hvis hun ville forsørge sig selv, kunne hun blive sygeplejerske eller lærerinde.
Kvinderne havde i 1800-tallet ingen stemmeret og måtte selv kæmpe for den frihed, som alle egentlig burde have fået med grundlovens indførelse i 1849.
De var ikke myndige, kunne ikke tage en uddannelse og havde heller ikke forældremyndigheden over deres børn.
Mathilde Fibiger agiterede for kvinders ret til uddannelse, så de kunne forsøge sig selv og ikke bare blive gemt væk, hvis de ikke blev gift. Mathilde skrev i sin debutroman Clara Raphael alle sine tanker ned om kvinders frigørelse og kvinders begrænsede muligheder for uddannelse, udvikling og uafhængighed. Mathilde havde fået nok og synes snart der skulle til at ske noget i samfundet. Det kunne ikke være rimligt, at det kun var mændene som skulle have lov til alt. Mathilde var den første betydelige fortaler for kvindefrigørelse i Danmark.
Det er gratis at oprette en konto