Morgenbordet var dækket så fint den dag. Men jeg havde ingen appetit og tanken om, at skoleklokkerne snart vil ringe ind, gav mig kvalme. Endnu en dag bag facaden, hvor jeg skal forestille noget, jeg ikke er. Jeg hader den rolle, jeg er sat i. Det er som et skuespil, som jeg er nødt til at leve i resten af mit liv. Jeg har min fars 10 år gamle hvide sneakers på i drømmen om, at lidt af ham, kan smitte af på mig. Skolegårdens larm, pigernes fnisen og toiletterne der blev skyllet ud, kendetegner skolen for mig. Lige siden første skoledag har jeg hadet den lyd. Jeg blev mobbet fra starten af. Hvorfor gav de mig aldrig en chance? En chance for at passe ind og være med. Men jeg kendte godt selv grunden, jeg var anderledes og for rå. Jeg skræmte jo alle væk, hvilket nok også på en eller anden måde har været min mening. Derfor ville jeg helst blive væk fra skole, men min mor har altid tvunget mig i skole. Hun sagde altid: ”[NAVN A] hvis du ikke tager i skole, så bliver du aldrig som din far.” Jeg ville være ligesom min far, stor, stærk og aldrig bange. Ingen ville nogensinde gennemskue, at jeg ikke var ligesom ham, ingen kendte ham ret godt. Jeg kunne min rolle og spillede den godt. Næsten for godt.
Det er gratis at oprette en konto