Først er de uundværlige, så ubrugelige og til sidst det bedste man har, indtil de helt forsvinder.
Forældre er noget vi alle har. Alle. Om det så er de overbeskyttende, de ligeglade, de kærlige, de travle, eller noget helt andet, så har alle et par. Det var dem der fik en til verden, deres skyld og deres valg.
Selvom man intet husker fra den dag man kom til verden, ved vi jo allesammen, at det første vi gjorde var at åbne vores øjne og kigge på dem. Forældre er en af de eneste ting her i livet, vi ikke selv vælger. De er der bare, og det kan på ingen måde laves om. I de første leveår, er vores forældre vores bedste- og måske eneste venner. Alt hvad de siger er lov, vi ser op til dem og vil være som dem.
De pusler om dig, leger med dig og mader dig. Man er deres lille guldklump, som ingen må gøre fortræd. Især hvis man som jeg, er det første barn. Mine forældre var meget overbeskyttende da jeg var lille, fordi jeg var den første, og alt skal prøves for første gang. Når man så får søskende, kan man føle sig helt glemt, for så er det de nye, som er små og skal passes. I starten hadede jeg min lillesøster. Det var altid hende som fik opmærksomhed, og var sød og nuttet.
Det er gratis at oprette en konto