Mobbet: en fortælling om skolemobning

”Fuck, du er så klam at se på, man,” råbte Mike i hovedet på mig, Anders skubbede mig og grinte hånligt. Vi havde lige fået frikvarter, og jeg skulle selvfølgelig mobbes. Jeg stod i et hjørne ude i skolegården omringet af fire drenge, klassens fire helte, de seje drenge, der kunne slippe godt af sted med alt. ”Hvad fanden tror du egentlig, du er?” sagde Alex - det nyeste medlem af gruppen. Han var blevet kærester med Mette, klassens dronning, for 3 måneder siden - og sparkede mig i maven så jeg faldt sammen, ned på den kolde jord. Robin spyttede på mig, og så gik de.Jeg lå bare der og betragtede dem, mens de gik; Mike med sit lyse hår, brede skuldre, og sine 184 cm, Anders havde stort krøllet brunt hår. Han var byens bedste fodboldspiller og så altid skide godt ud, Alex var vel en hver piges drøm, han var cirka 180 cm høj, havde sort hår, der altid sad perfekt. Robin var ligesom alle de andre perfekt! Høj, flot, god bokser, brede skuldre og hele lortet. Hvorfor fanden så jeg ikke sådan ud? Hvorfor var jeg ikke 184 cm høj, byens bedste fodboldspiller, en hver piges drøm og havde hele pakken? Næ nej, Gud havde valgt at jeg skulle være 165 høj, tynd, lille, med fregner i hele fjæset og rødt hår. Jeg hadede det bare! Jeg hadede mig selv for at være så ynkelig, lille og grim!Det ringede ind til tredje time. Jeg gad ikke se de røvhuller i øjnene igen. De ville sikkert banke mig igen efter skole eller i det næste frikvarter. Fuck dem. Jeg skulle ikke nyde et sekund mere af denne her dag! Så tog jeg hjem uden at sige noget til nogen. Næste dag i skolen i anden lektion kom min dansklærer John over til min plads og kiggede mig i øjnene. ”Hvad sker der, Bjarne? Hvorfor skred du fra timerene i går?”Jeg kunne ikke fortælle om Mike, Anders, Alex og Robin, så ville jeg bare blive totalt gennembanket efter skole.”Jeg, jeg ved det sgu ikke helt, John, jeg er vidst bare skoletræt.” Hvad fanden var det for noget lort?! Skoletræt? Fuck, man! Kunne jeg ikke sige noget som; jeg havde ondt i maven, fik hovedpine? ”Hør, Bjarne, du kan fandeme ikke bare skride, når det passer dig! Er du med?” Han nærmest spyttede ordene i hovedet af mig. Jeg sagde ingenting. Hvad skulle jeg også sige? Efter skole tog jeg – som sædvanlig – direkte hjem. Jeg trak min hætte op over hovedet og styrtede ud af døren, før nogen kunne nå at gøre mig noget. Alex var min nabo, så hver dag var min mission at komme hjem, før han og hans klan lagde mærke til mig. Men i dag var det anderledes. Da jeg kom til vores vej, sad Alex allerede uden for sit hus. Han så … trist ud. Jeg havde altid fået at vide, at man skulle hjælpe folk, der havde brug for det. Lige nu så Alex virkelig ud, som om han havde brug for det. Skulle jeg hjælpe ham? Eller ville de så bare gennembanke i morgen i skolen, kalde mig en taber og siger: ”Hvem fanden tror du, du er?”Jeg fik øjenkontakt med Alex, og han kiggede væk med det samme igen. Pinligt berørt. Jeg vidste selv, hvordan det var at sidde helt alene, mens alle andre bare var ligeglade med en. Så jeg traf en hurtig beslutning og gik over til ham.”Hey … er der noget galt?” spurgte jeg stille.”Hvad fuck laver du? Skrid med dig,” sagde han og gjorde en afvisende håndbevægelse. Jeg stod bare og stirrede, ude af stand til at svare. Jeg prøvede jo bare at hjælpe.”Fuck af, røvhul,” nærmest råbte han. ”Jeg gider ikke se på dit fjæs.””Hør…” startede jeg, men nåede ikke at forklare færdigt. ”Gu vil jeg ej høre, du skal fandeme bare blande dig udenom.” afbrød han.”Prøv nu at høre her,” sagde jeg i en bestemt tone. ”Jeg ved godt, at jeg måske ikke er din bedste ven, men jeg har selv prøvet at sidde alene med alle mine problemer. Så uanset hvad der er galt, tror du så ikke, at jeg vil kunne forstå dig bare en lille smule?””Så hør her, ginger,” sagde han hårdt. ”Jeg skylder en pusher 600 kroner, fordi jeg har købt for meget hash. Jeg startede med at skylde ham 1500, men jeg har lige stjålet penge fra mine forældre og givet ham dem. Mine forældre fandt ud af det, og nu hader de mig, og pusheren truer mig med at slå mig ihjel, hvis jeg ikke giver ham pengene. Kan du måske hjælpe mig med det? Nej, det tror jeg så ikke.”Jeg stod bare der, og kiggede på ham. Hvad fanden kunne jeg gøre? Jeg satte mig ned ved siden af ham. ”Hvor meget siger du, at du skylder?” ”Hele fucking 600 kroner!” jeg tænkte mig lidt om. Jeg havde jo min sparegris med opsparingen til en ny cykel. Mine forældre havde sagt, at jeg skulle betale 1000 kroner selv, og resten ville de betale. Jeg havde sparret hele 850 kroner op. Jeg manglede kun 150 kroner, så havde jeg min nye cykel, men kunne jeg være det bekendt? Inden jeg nåede at tænke mig om sagde jeg; ”Hør her Alex, det skal sku nok gå, jeg har 600 kroner du kan låne” Alex kiggede bare på mig, som om jeg fortalte en fed løgn. ”lad værre med at lukke lort ud, eller jeg banker dig” Kom det lige pludselig fra ham.”Jeg lukker ikke lort ud, jeg prøver faktisk at hjælpe dig” ”Du sku cool nok, hvornår kan jeg få dem?””Nu, mine forældre er ikke hjemme, så det passer vel meget fint” Jeg rejste mig op, og følte mig som en rigtig helt, løb de 10 meter der var imellem vores huse.Jeg fumlede lidt med nøglerne, men fik åbent døren til sidst ind gennem gange, hvor der lå sko over alt, hen forbi køkkenet, hvor morgenmaden stadig stod på spisebordet, fordi stuen, og ind til mit lille, og rodede soveværelse. Jeg tog hurtig fat i porcelæn sparegrisen, og kylede den ind i væggen så den gik i tusinde små stykker