’’Se, Det er mig. Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af. Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne. Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den gal igen derinde. Og se lige min mor.. ’’Morten holder en kort pause for ikke at bryde sammen. Det er første gang at fortæller om sin episode, til nogen som helst. Men det skulle ud. Det var jo så fandens svært at holde inde hele tiden. 25 år, er lang tid. Piller og whisky hjalp kun i kort tid. Så han blev jo nød til at gå til mødet, alligevel. Selvom han lovede sig selv aldrig at gøre det. Hvorfor skal de udsættes for hans lidelser? ’’Hvis du ikke kan fortsætte..’’ psykologen som var til stede rejste sig op, for at tage en hånd på Mortens skulder. Morten vifter psykologens hånd væk, imens han pakker sit billede tilbage i lommen. ’’Jo. Jeg kan godt. Det er det her jeg vil. ’’ Psykologen satte sig stille ned igen, og foldede hænderne sammen. ’’Jeg har stadigvæk mine ar på håndledende. Jeg ville hellere lide inden jeg gjorde det af med mig selv. Det er hvad jeg fortjener efter hvad jeg har gjort. ’’ Han tager en hånd over hans mund, for at holde sin gråd inde. Han tog en hurtig indånding, og fortsatte... ’’Hun havde jo også et liv at leve. Et langt, pragfuldt, fantastisk liv. Et liv jeg tog. Et skud i hovedet. ’’
Det er gratis at oprette en konto