Det med at give slip skal vi alle sammen på et eller andet tidspunkt i vores liv. Om det enten er ens forældre, ens børn eller en ven man har mistet eller en kæreste for den sags skyld. Hele det der med at give slip på noget er bare et af temaerne, som Pia Juul beskæftiger sig med i novellen ”Alle kan ro”.
Man kan se, det er en novelle, fordi historien er kort, og den er ikke på så mange sider. Derudover så kredser teksten kun over en begivenhed og har heller ikke mange personer med i den. Så ud fra de her træk, kan man konkludere, at det er en novelle.
De personer, der bliver nævnt i historien, er jeg-fortælleren, moren, faren, moster Kisse, onkel Knik og faster Siri.
Novellen handler om en nybagt student, som lige er fyldt de 19 år. Den nybagte student/fortælleren fejrer dagen i en robåd sammen med gamle familiemedlemmer (moster Kisse, onkel Knik og faster Siri). Fortælleren skal snart flytte på et kollegieværelse i Aarhus for at studere dramaturgi. Hun glæder sig meget over snart at flytte hjemmefra, til at kunne klare sig selv og stå på egne ben uden nogens hjælp. Men problemet er, at jo mere tid fortælleren bruger sammen med sin familie, som hun holder meget af, jo mere indser fortælleren, hvor afhængig hun er af deres hjælp og vejledning. Hele fortællerens liv igennem har hun fået tingene foræret på et sølvfad af moren, og nu skal hun lige pludselig stå egne ben, og det gør fortælleren bange og samtidig også meget nervøs. Fortælleren kan nemlig hverken ro eller stege kyllingelår, og det er hun flov over aldrig at have lært. I begyndelsen af historien prøver familien på at lære fortælleren at ro, og de får det til at se så simpelt ud, men i virkeligheden er det meget svære, end det ser ud til. Den slutter så med, at fortælleren sidder i toget klar til at sige farvel til moren, da hun opdager at damen ved siden af er død. Fortælleren overvejer at sige noget til moren men vælger at lade vær.
Det er gratis at oprette en konto