I Sommeren 2009, tog min familie og jeg tre uger til landet, hvor alting bare er større. Nemlig USA langt væk fra ”Æblegaard og Humlehave” dvs. fædrelandets trygge rammer. I USA kan man virkelig mærke og se, at der hersker en stor nationalfølelse. Flaget ”stars and strips” vejre ved hvert eneste hus. Derover mærkede jeg for første gang for alvor min danskhed. Jeg var kommet til et land, hvor alt generelt bare er større og mere ekstremt, så som store mennesker, fed mad, mere glamour, og en fastfood restaurant på hvert gadehjørne. Det er meget forskelligt fra lille Danmark. Den kulturelle identitet er anderledes, ligheder og forskelle mellem amerikanerne og danskerne kunne let mærkes. Denne oplevelse gjorde mig mere opmærksom på min egen kultur. Efter nogen tid i USA bredte der sig en længsel i mig. En længsel efter mit fædreland, min hjemstavn, hvor alt det vante og ”normale” fandtes. Kærligheden til Danmark og nationalfølelsen kommer stærkere frem i en, når man er væk fra landet. I USA har de også en nationalsang, og hver gang de synger den vender alle sig mod det amerikanske flag med højre hånd på hjertet. Nationalsangen synges ofte langt mere end tilfældet er i Danmark med vores nationalsang. I USA er nationalsangen en del af deres mange sportsbegivenheder selv ved en miniput fodboldkamp, synges den. Det virkede på mig som om traditionen gav en meget stærk nationalfølelse blandt befolkningen og virkede en smule ”overkill” set med danske øjne. De historiske mindesmærker, som amerikanerne har, værner de ekstremt meget om, f.eks. har man i USA pga. klimaet haft svært ved op gennem tiden at bibeholde gamle historiske bygninger på samme måde, som det har været muligt i Danmark. Det betyder, at vi i Danmark generelt har en mere tydelig kulturarv bl.a. fordi vores gamle bygninger står intakte. Amerikanerne er således af naturlige årsager nødt til at fortælle om deres nationalfølelse og kulturarv, f.eks. ved at holde hånden på hjertet, når de synger eller ved at bygge overdådige museer, hvor de viser billeder og fortællinger om deres historie. Herhjemme i vores lille land, er vi ikke så ekstreme omkring det at vise nationalfølelsen, måske fordi kulturarven kan ses overalt i landet, vores historie er mere tydelig og velbevaret. Jeg synes, at det er rigtig godt, at man har nationalfølelse og patriotisme, da det giver en hvis form for tryghed og stolthed for det land, man lever i. Jeg føler patriotisme til mit fædreland og jeg føler mig dansk med min nationalfølelse og dansk kulturelle identiet. Men hvornår er man dansk og hvordan defineres danskhed?
Det er gratis at oprette en konto