Hvad sker der eller hvad kan der ske med kærestepar, når de har været sammen gennem længere tid og ikke føler, at lysten er til mere? Finder man ud af det sammen, eller efterlader den ene bare den anden? ”Jokeren” som er en novelle skrevet af den norske forfatter Kjell Askildsen, i 1994, ligger op til en debat omhandlende disse spørgsmål. Det er en novelle med masser af fortælling, udfyldt på meget lidt plads. En fortælling om magtspillet mellem to mennesker, Joachim og Lucy. Joachim som bliver ”ført bag lyset” af sin kæreste/kone. Historien starter nemlig med, at Lucy har spillet en del kabale på det seneste og nærmest har været helt isoleret fra manden. Joachim vælger da også at gå sig en lille tur. Men da han kommer tilbage igen, går hun i seng, og han finder et afbrændt spillekort i skraldespanden, da han tilfældigvis så hende brænde noget af, da han stod nede i haven. Han finder ud af, at det var en joker hun brændte af. Dagen efter går han i raseri efter en kæk bemærkning fra Lucy. Han kommer tilbage flere timer senere, hvorpå han ser det blanke papir liggende på bordet, hvorpå hun har skrevet sin afsked med den nu og forbløffede Joachim. Kjell Askildsen bruger en jeg-fortæller kaldet Joachim, som er vores turguide gennem denne novelle. Denne fortæller beretter os så om historien, men det på en grammatisk ukorrekt måde og uden klar syntaks, da han lader sine sætninger være hovedsætninger uden komma eller bisætninger. Hvis vi fx tager et kig på den første sætning: ”Jeg sad i stolen ved vinduet, hun sad ved spisebordet og lagde kabale, hun havde ustandseligt lagt kabale på det sidste, jeg vidste ikke hvorfor, jeg tænkte at hun måske var bange for noget.” Sætningen ovenover er den sætning, som sætter tankerne i gang på os læsere, da det er den første sætning i novellen. Dette giver lidt et indtryk af, at Kjell Askildsen er lidt af en sløset forfatter, som ikke tænker så meget på det syntaktiske og grammatiske, men mere på bare at skrive historien ned. Han vælger også, når han skriver direkte tale, ikke at skrive nogle anførselstegn eller kolon. Han skriver bare det hele ud i en lang smøre. Kjell Askildsen bruger heller ingen energi på, at beskrive stedet eller landskabet, som aktørerne befinder sig i, eller i det hele taget at beskrive disse aktører. Han fortæller dog lidt om, hvordan der ser ud på Joachims gåtur (”den grusbelagte parkeringsplads bag postkontoret”), men dette er meget minimalt.
Det er gratis at oprette en konto