Analyse af Kjell Askildsens novelle 'Jokeren'

Novellen ”Jokeren” af Kjell Askildsen, er en fortælling om en mand, som ”føres bag lyset” af sin kone. Novellen går fra det hverdagsagtige til det absurde, hvor der må træffes eksistentielle valg, da historien er forbundet med angst og derved må der træffes valg, der kan skabe mening med tilstedeværelsen. Novellen bliver overladt til fantasien og der må læses mellem linjerne, for at få en forståelse af novellen.

I novellen Jokeren benytter Kjell Askildsen sig af en jeg fortæller, som hedder Joachim, hvor synsvinklen er bundet til ham, da han ikke kan se hvad Lucy (hans kæreste eller kone) tænker. Den måde som Kjell Askildsen har valgt at skrive novellen på, gør læseren nødt sat til at læse mellem linjerne, dog giver Kjell Askildsen nogle symboler, hvor i vi kan finde hints om novellens forløb. Kompositionen i novellen forløber således: først bliver vi indledt i novellen med, disharmoni, som læser får vi fornemmelsen af, at der forgår noget i ”hverdagen” for dette par, som ikke plejer at forgå, dette ses ved ”Jeg sad i stolen ved vinduet, hun sad ved spisebordet og lagde kabale, hun havde ustandselig lagt kabale på det sidste, jeg vidste ikke hvorfor, jeg tænkte at hun måske var bange for noget.”(s.1,l.1-3) Lidt længere nede i novellen får vi bekræftet teorien om disharmonien, det uvante, hvor han åbner vinduet, da Lucy beder ham om det og han får følelsen af tomhed og den meningsløse tilstedeværelse ”Det var måske det der var årsagen, den bløde regn og stilheden, i hvert fald skete der det som jo hænder af og til: En stor tomhed styrter ned over en, det er som om selve tilstedeværelsens meningsløshed kryber ind i en og breder sig, som et endeløst nøgent landskab.” Regnen får denne tomhedsfornemmelse frem i Joachim, han bliver bange pga. tilstedeværelsens meningsløshed han møder det absurde, som familien (Lucy) ikke kan hjælpe ham af med, og dette skulle netop være det trygge og varme sted at være. Det ender med at Joachim går ud i det meningsløse, nemlig mørket og regnen, han ved ikke hvad der venter derude, og det samme med Lucy, han ved ikke hvorfor hun altid ligger kabale, og ved ikke hvad der skal ske. Ude i det uvidste ser han indenfor Lucy står med et stearinlys og brænde noget, men objektet i hans anden hånd kan han ikke se. Det er her at sætningen ”jeg havde en følelse af at være blevet ført bag lyset” finder mig interessant, men dette vender jeg tilbage til senere i novellen, da det skal føres sammen med slutningen. Da han vender ind i huset igen, sidder Lucy igen og ligger kabale, han prøver at lade som ingenting, selvom han lige har været vidne til det hun brændte inde i huset. Pludselig siger Lucy: ” jeg behøver kun at knibe mig i armen, så ved jeg at jeg er til.” (s.2, l.2) Dette ser jeg’et som en anklage ” selv for Lucy var det et meget pointeret udsagn, og når jeg helt og holdent opfattede det som en anklage, tilskriver jeg det den følelse jeg havde af at være blevet ført bag lyset, en følelse der ikke var blevet mindre efter at jeg kom tilbage og fandt alle spor efter det jeg havde set fra havegærdet slettet.” (s.2,l.2-6) Lucy mener, at han ikke giver hende nok modspil, hun siger dette i provokation, for at give ham et hint, til at der er noget helt galt mellem dem, og dette opfanger jeg’et godt, da han siger at han opfattede det som en anklage og han har en følelse af at være blevet ført bag lyset, denne følelse er ikke blevet mindre efter at der ingen spor er af det brændte objekt, som skal opfattes som ham. Nu hvor jeg skal læse mellem linjerne, vil jeg påstå at der føres en magtkamp ml. Lucy og ham, der forgår noget, som vi ikke ved hvad bunder i, men de siger ikke ret meget til hinanden og de gør ting bag hinandens ryg. Da Lucy går i seng siger hun til ham: ” stakkels dig, Joachim. ”vi bliver igen bekræftet, og nu ved vi med sikkerhed, at der er noget helt galt i deres forhold. Joachim, kan ikke forstå, hvad dette hentyder til og han bliver nysgerrig for at finde det objekt, der blev brændt af. Han går ud i køkkenet ”jeg åbnede skabsdøren under vasken, og øverst i skraldespanden lå hjørnet af et spillekort, som var brændt i stykker.” (s.2, l.60-61) Han stiller mange spørgsmål til, hvad dette kan betyde og hvilket kort og om det er et kort i det kortspil hun ligger kabale med. Joachim finder hendes kortspil og begynder at tælle ”det var en joker. Jeg så på den der var tilbage: En nar der blinkede i det han trak et hjerter es ud af ærmet.” (s.2,l 68-69) Joachim er narren, det er ham som er blevet brændt af, ligesom Lucy forlader ham til sidst. Sætningen ” jeg havde en følelse af at være blevet ført bag lyset” (s.2, l. 55) er her vigtig, det er ham, som er objektet hun brænder af, mens han står nede i haven, han kan derfor ikke se hvad det er der bliver brændt af og derved er han blevet ført bag lyset. Til sidst i novellen har vi en afslutning, som konkluderer, at jeg kan bekræfte min teori, om at Joachim er jokeren. Lucy ligger hele tiden kabale, men der mangler en joker, men jokeren kan ikke gå op i en kabale og derved er Joachim jokeren i hendes kabale og det er derfor deres forhold ikke kan gå op, og derfor træffer Lucy det absurde valg at forlade Joachim.