Et forhold er så skrøbeligt, og kan meget nemt gå i stykker, hvis man ikke holder det ved lige. En vigtig ting i et forhold er kommunikation, uden ordentlig kommunikation kan vi mennesker ikke hænge så godt sammen. Vi kommer til at overse hindanden, og hinandens behøv for ros og kærtegn. Vi må ikke tage kommunikation forgivet. Det er et hovedtema, som Kjell Askilden prøver at fremlyse i hans novelle Jokeren fra 1994. hvor han ligger vægt på, det at være til og det at et forhold så nemt kan gå i stykker.
Novellen er skrevet i jeg fortæller, og denne jeg fortæller hedder Joachim, det giver os et godt indblik i han følelser refleksioner, og holdninger. Det at det er en jegfortæller er det også lidt utroværdig, dan det kun er hans holdninger og tanker vi høre. Han guider os gennem novellen. Han fortæller os historien, men uden rigtig klar syntaks og på en gramattisk ukorrekt måde, fordi han gør sine sætninger til hovedsætninger uden bisætninger og komma, som i den først sætning: ”Jeg sad i stolen ved vinduet, hun sad ved spisebordet og lagde kabale, hun havde ustandseligt lagt kabale på det sidste, jeg vidste ikke hvorfor, jeg tænkte at hun måske var bange for noget.” det er en sætning som får tankerne til at flyve, da det er den første sætning i novellen, det virker ikke så professionelt, og som om der ikke bliver lagt vægt på det grammatiske og syntaks, men mere på selve historiens indhold. Når han bruger tale, bruger han ikke kolon og anførelses tegn. Det er lige som om han bare har skrevet og skrevet, men ikke tænkt på andet end det. Han beskriver ikke så meget miljøet omkring hvor historien foregår. Vi får ikke så meget af viden om landskabet udenfor. Vi får en smule af vide hvordan der ser ud, på Joachims lille tur.
Det er gratis at oprette en konto