Jeg stod i stuen og blev overhøvlet med råben. Min far havde stået og råbt i timevis. Hans råberi blev højere jo længere tid der gik. Til sidst kunne jeg ikke høre andet end råb. Det endte med, at jeg fik en lussing. Hurtigt og hårdt. Min kind blev helt rød og smerten begyndte at dunke, idet jeg tog mig til kinden.
Tårerne trillede ned ad min mors kind, mens hun at prøvede at forhindre min far i at slå mig igen. Vredt forlod min far stuen. Han gik direkte ind i soveværelset, og med et brag smækkede han døren i. Braget gav genlyd oppe i mit hoved og min mor trøstede og agede min blodrøde kind. Hun forlod mig dog hurtigt for så at gå ind til min far.
Alene stod jeg tilbage i stuen. Fortabt. Jeg satte mig ned på gulvet og betragtede loftet og dets asymmetriske mønster. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad dér og stirrede op i loftet - en time, måske to. Jeg ved bare at i al den tid jeg sad og betragtede loftet kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Her sad jeg – en 22-årig knægt og græd i mine forældres dagligstue. Det hele var Kaspers skyld.
Det er gratis at oprette en konto