Det er dejligt vejr udenfor, solen skinner mere end den har gjort længe. Alfrida, den ene køkkenpige i huset, går ud til hønsehuset for at finde æg. Hun har for cirka et år siden fået arbejdet på gården, hendes moster er nemlig husbestyrerinde, og havde lagt et godt ord in for Alfrida.
Der er i alt syv tjenestefolk på gården, to køkkenpiger, to stuepiger, en barnepige, en karl, og husbestyrerinden. Det lyder som en prægtig gård, det er det også, men det er stadig ikke den største eller rigeste i byen. På gården bor der, ud over de mange tjenestefolk, manden og damen af huset, som begge er yderst opsat på at få giftet deres fem piger ind i en meget velhavende familie, og seks børn. Moderen bruger enhver vågen stud, til at få netop dette til at ske, selvom den ældste pige ikke er mere end 19. Manden og damen har kun en søn, deres først fødte ved navn Wilhelm.
Alfrida er nu ude i hønsehuset, der er kun et par æg, hvilket hun ikke kan forstå, da der hjemme i hendes barndomshjems hønsehus plejede at være så mange. Hun leder derfor som en gal, så høet flyver rund. Elegant er hun ikke, men klodset med en humoristisk sans beskriver hende perfekt. Alfrida udbryder lige pludselig med en voldsom frustration, ord, en ung pige aldrig bør sige. Der går normalt ikke sekunder før den unge pige siger sin mening, om noget hun er utilfreds med, det er både i hendes hjem såvel som ude i byen. Dette var knap så attraktivt hos unge damer i denne tid, og førhen i tiden hændte det da også, at hendes moder vaskede Alfridas tunge med sæbe, i håbet om hun ville holde op med denne frækhed. Alfrida er ligeglad med hvad andre siger om hende, hun er hårdfør og yderst selvstændig. Da Alfrida så endelig vender sig om, med en mine på sit ansigt der ville få enhver til at flygte, står den unge Wilhelm der. Han står i døråbningen, lænet mod den ene dørkarm med armene overkors, og et stort smil på læben.
Det er gratis at oprette en konto