I novellen Eveline skrevet af den irske forfatter James Joyce (1882-1941), oversat til dansk i 1988 af Anne Marie Bjerg, skildrer forfatteren om det svære valg mellem skyld og pligt overfor ens familie og samfund i modsætning til hvad den enkelte selv ønsker. Novellen blev udgivet som en del af novellesamlingen Dubliners i 1914 og består af en række naturalistiske, dog symbolfyldte historier om Dublins folk og deres skæbner. I disse noveller er et forløb uden hverken fremgang eller tilbagegang og mangel på handlekraft et gennemgående tema, dette er også et tema der kan ses i denne novelle. En anden ting man kan se i novellen er Joyces brug af en bestemt fremstillingsform, det man på dansk ville kalde tankestrøm eller bevidsthedsstrøm. Dette er blandt andet noget af det han er kendt for at bruge, i Eveline er det dog ikke så meget en slags tankestrøm, men mere en slags indre monologer om hvorvidt de valg hovedpersonen tager er de rigtige.
Her er der tale om den 19-årige Eveline Hill fra Irland, der kæmper en daglig kamp med at holde sammen på sin familie. Dette var et løfte hun havde givet til sin mor inden hun døde og det havde hun gjort sit bedste for at holde. Hun knokler både hårdt derhjemme og i forretningen, som hun også refererer til som varehuset, men en daglig gang af det samme genkendelige mønster får hende til at ville udforske andre muligheder. Vi bliver introduceret for hende i det hun sidder ved vinduet med hovedet lænet op af gardinet og dette vækker læsernes sanser, man kan næsten se hende for sig når hun sidder der og kigger ud på gaden mens aftenen falder hen og lugte et vift af cretonne kradse i ens egne næsebor. ”Hun sad ved vinduet og så aftenen lægge sig over gaden. Hun sad med hovedet mod gardinet, og der han en luft af støvet cretonne i hendes næsebor. Hun var træt.” (s. 9, l. 1-3) Som læser kigger man på hende, mens hun kigger ud på verden og bliver mindet om ting fra hendes barndom. Man bliver draget til Eveline og føler et form for bånd med hende, hvor man sætter sig ind i de ting hun sidder og kigger ud på og de ting hun kigger tilbage på. Vi får ikke nogle konkrete beskrivelser af hende, men der bliver lagt en slags fokus på hende som karakter alligevel, dog mere hendes tankegang. Dette kan også ses i det at det er hendes tanker vi følger og den her fortvivlelse hun har om hvorvidt hun skal blive eller rejse fylder en del i hendes hoved. Det er det svære valg mellem at blive og tage sig af sin familie eller rejse væk fra sine vante omgivelser og drage ud i verden med hendes kæreste Frank, den unge sømand. ”Frank var så venlig, så mandig, så varm-hjertet.” (s. 10, l. 64-65) Disse er de få beskrivelser vi får af ham og nogle få beskrivelse af hans pjuskede hår og bronzebrune ansigt, men det vi også ved er at han er den der skal redde hende fra det vante og få hende til at begå sig ud i det ukendte. Hun finder Frank meget fascinerende. Han er som en verdensmand der har oplevet en hel masse og rejst rundt omkring til forskellige lande, alle disse ting som hun aldrig selv har oplevet. Hun kender ikke verden udenfor Irland og nu skal hun tage stilling til om hendes egne ønsker, om at komme videre med sit liv, vægter højere end loyaliteten til hendes familie. Dette er et valg hun er en del splittet omkring. Selv beskriver hun sit liv med faren som alt andet end en dans på roser, men nu når hun måske skal snart forlade det, så ser hun ikke så slemt på det længere. Her begynder hun at miste modet og tør ikke bevæge sig ud i det hun ikke kender til, så hendes far, trods hans voldsomhed, virker ikke så forfærdelig alligevel. Hun har mange minder fra dengang hvor tingene var gode, inden moren døde. De tog på familieudflugter og faren anstrengte sig for at få børnene til at le. Han havde dog vist dominans overfor hendes to brødre, Ernest og Harry, men han havde aldrig været efter hende som han havde været efter dem. Nu var der ingen til at beskytte hende, Ernest var død og Harry var aldrig hjemme, vreden gik nu udover hende. ”(…), kunne hun somme tider føle sig truet af sin faders voldsomhed. Hun vidste at det var det som havde givet hende hjertebanken.” (s. 10, l. 43-44) Morens død virker til at have taget hårdt på faren især, da han begynder at vise voldelighed overfor Eveline, dog mere i en verbal form. Han skænder på hende over de mindste ting og hun er overladt til alle de huslige pligter. Dette er et stort ansvar for bare en 19-årig, men hun makker ret for hun ved hvad der venter hvis hun ikke gør og det skubber hende også mod beslutningen om at lægge det liv bag sig.
Det er gratis at oprette en konto