”Hun sad ved vinduet og så aftenen lægge sig over gaden. Hun sad med hovedet lænet mod gardinet, og der hang en lugt af støvet cretonne i hendes næsebor. Hun var træt”
”Tiden var ved at løbe ud for hende, men hun blev siddende ved vinduet og lænede hovedet ind mod gardinet og indåndede lugten af støvet cretonne”
Vanens magt er hos mennesket en meget fremherskende faktor i dagligdagen. Det vante giver en sikkerhed for det enkelte menneske. Hvis man bestræber sig på at lade vanen overtage i dagligdagen, undgår man besværlige ubehageligheder i form af nytænkning og progressivitet. Det er nemt at lade vanen råde. Det er for nemt. Hvis det at sidde ved vinduet og kigge ud på gaden skal nævnes to gange, må det være en essentiel livsværdi i Evelines daglige virke. Det postulat vidner om en immobilitet hos den unge Eveline. Hun er blevet et af vanens talrige ofre, og hendes version af vane består bl.a. i at sidde og indsnuse støvet fra de gamle gardiner idet, hun betragter livet uden for vinduet .Vinduet bliver et symbol for en skillelinje mellem det vante og det uvante. Husets fire vægge opbygger en tryghed, hvor alt synes sikkert og ufarligt. På den baggrund forekommer der en rimelig sammenlignelighed mellem det vante og uvantes skillelinje og vinduet! Som kraftig opponent til den trygge tilværelse findes udtrykket: Carpe Diem – hvis denne livsfilosofi bliver praktiseret, vil det medføre en årsag til at hoppe gennem vinduet – ud i det virkelige liv. Det virkelige liv er skræmmebilledet for tryghedsnarkomanerne, der opholder sig i tryghedens snærende hus. Hun har ikke evnen, eller måske snarere modet, til at vælge, i hvilken retning hun vil lægge livet.
Det er gratis at oprette en konto