Eveline er en kort novelle skrevet af James Joyce i 1914, en irsk forfatter, der levede fra 1882-1941. Historiens hovedperson er den nittenårige pige Eveline, der sidder i sit kammer og tænker over sit liv hos en undertrykkende fader og en sindssyg moder. Hun skal til at rejse væk med en smuk sømand til et nyt liv på den anden side af jorden. Ved afrejsen går hun i panik og forkaster med ét alle drømmene, og bliver på kajen, og forlader sin sømand.
Novellen er beskrivelsen af et monotont liv, der er dømt på forhånd til at fortsætte i samme spor, uden chance for at bryde ud. Evelines kæresteri med sømanden Frank kradser i overfladen, men når aldrig helt ind til kernen af pigen. Hun er nemlig blevet en del af støvet i huset hos sin gamle far. Den ugentlige afstøvning af huset er et forsøg på at børste sig fri fra lænkerne, men hun er uden muligheder for at slippe bort. Engang var hun fri og lykkelig. Da hun var barn, løb hun og legede med de andre børn, og selvom hendes far en gang imellem løb efter dem med sin slåenstav, var de lykkelige. Eveline er som et føl. Det behøver sol, frisk luft, blødt græs at boltre sig på, men kan kues og formes af trusler og smæk med en stav. Og det er sket for Eveline. Hendes fremtid blev allerede beseglet, da hendes barndoms mark blev købt og tilbygget. Nu var hendes fristed for faderens undertrykkelse og moderens ulidelige selvopofrelse destrueret, og hun var fanget i det støvede, gamle hus. Ydermere flyttede barndomskammeraterne væk, eller døde. Eveline var nu efterladt alene tilbage med det ansvar, der skulle have hvilet på forældrenes skuldre, ansvaret at holde sammen og få en familie til at fungere. Selvom hun kan mærke, at der er ændringer på vej, kan hun ikke kende konsekvenserne. ”Alting forandrer sig.” (l.17). Men grundlaget forbliver det samme. For hun kan ikke slippe sin arv, hvor gerne hun end ville.
Det er gratis at oprette en konto