Analyse af James Joyces novelle 'Eveline'

Eveline er én ud af mange noveller fra novellesamlingen Dubliners, skrevet af James Joyce. Denne samling omhandler temaer såsom flugt, liv/død, hverdagen i Dublin og rutine. James Joyce var selv født i et fattigt miljø med en dårlig social arv, men han præsterede at bryde ud af denne. Han siges at beskrive realistiske situationer, som enhver læser kan forholde sig til, og endda at beskrive situationer han selv har været i. Samtidig er han opfinderen af fortælleteknikken ”Stream of Consciousness”, som er én lang tankestrøm. Ovenstående er vigtig at have i baghovedet når Eveline analyseres og fortolkes. Det er også vigtigt at man lægger mærke til, at ”Stream of Consciousness” ikke er fortællerteknikken hele vejen igennem, da der også er indslag af en alvidende forfatter hvor han netop beskriver realistiske situationer.

Novellen foregår i et arbejdermiljø i Dublin, hvor vi møder hovedpersonen Eveline Hill. Hun er en 19-årig kvinde som er et sted i sit liv, hvor hun må vælge til eller fra. Skillevejen hun står ved er frustrerende for hende. Hun skal vælge mellem pligten til familien, eller lysten til at bryde ud af meningsløsheden, og opleve verden sammen med sin kæreste Frank.

Siddende i vindueskarmen på hendes barndomshjem tænker hun over sin opvækst, over den glade tid, hvor de var en kernefamilie og der var glæde i hjemmet. Alting er forandret fra dengang. Faderen er blevet langt værre, moderen er død, hendes ældste bror Ernest er død, den yngste bror er flyttet og barndomsvennerne er også faldet fra. Alt hvad der før udgjorde hendes trygge base, hendes hjem, er forsvundet. Hun står nu alene tilbage med en stædig og uretfærdig far, som truer hende og gør hendes i forvejen stressede hverdag værre. Derhjemme står Eveline for alt det huslige. Hun passer sin far, som har en aggressiv og voldelig attitude overfor hende. Ikke nok med at hun oplever et psykologisk pres derhjemme, så forekommer der en lignende situation på hendes arbejde, hvor hendes arbejdsgiver ydmyger hende foran kunderne. Hendes rutineprægede og ensrettede liv oplever dog et boom, da hun møder den frie, flyvske og frisindede Frank, som pludselig bringer lys og glæde ind i hendes triste hverdag. Han tilbyder hende en flugtvej – et smuthul væk fra den meningsløshed hun befinder sig i. Han tilbyder hende et uforpligtende liv som hans kone i Buenos Aires, hvor det kun skulle være de to og deres kærlighed. Den nye og spændende forelskelse forsvinder lidt, da hendes far forbyder dem at ses. Eveline trodser dog dette forbud, og hun fortsætter med at se Frank i smug. Deres kærlighed til hinanden vokser, og tanken om at forlade denne elendige by begynder at lokke Evelyne mere og mere. Stadig siddende i vindueskarmen hører hun en velkendt lyd i det fjerne. Lyden minder hende om hendes mor – om dengang hun lovede at holde sammen på hjemmet, så længe hun kunne. I forlængelse af denne tanke bliver hun grebet af en pludselig splittelse; skal hun følge sit indre og tage med Frank, eller skal hun opfylde sin pligt og sit ansvar, og blive hos faderen som hun lovede sin mor dengang for længe siden? Her vælger hun det første. Hun tror blindt på, at Frank kan redde hende fra alt hvad hun efterlader. Da dagen starter og de står på havnen, bliver hun igen grebet af et øjebliks splittelse. Hun står og kigger på sin frihed – Frank, skibet, det store åbne hav. Dog beder hun til Gud om den rette vej, og denne viser sig ved at hun skilles fra Frank. Blikket hun sender ham, da han hektisk prøver at guide hende tilbage i køen og ind på skibet, viser intet tegn på hverken ”… kærlighed til ham, af afsked eller genkendelse”. Hun lader derved håbet om frihed og eventyr gå tabt, til fordel for de minder hun genkaldte i vindueskarmen.